I årevis har Socialdemokratiet og andre i Sønderborg arbejdet for at stoppe bundskrabende fiskeri i Flensborg Fjord. Nu er der endeligt afgørende nyt i sagen.
Med ’Aftale om Danmarks Havplan’ blev det i aftalens initiativ nr. 27 besluttet, at indføre et forbud mod fiskeri med bundslæbende redskaber i Flensborg Fjord, Vejle Fjord og Kalø Vig, skriver folketingsmedlem Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet i et Nyhedsbrev.
Forbuddene mod brug af bundslæbende redskaber i Vejle Fjord og Kalø Vig blev indført fra 1. juli 2025. Et forbud mod bundslæbende redskaber i Flensborg inderfjord kunne midlertidig først indføres efter forhandlinger med Tyskland om ændringer til den fælles fiskeriregulering i fjorden. De forhandlinger forventes afsluttet snarligt.
Miljøministeriet sender derfor efter planen en bekendtgørelse om fælles fiskeri i Flensborg inderfjord i offentlig høring i oktober. Det sker med henblik på, at bekendtgørelsen og indførelsen af et forbud mod bundslæbende redskaber kan træde i kraft med virkning fra den 1. januar.
Jeg ser frem til, at den årelange indsats fra mange gode kræfter i Sønderborg dermed bærer frugt.



