Byrådet har onsdag godkendt Socialpolitik 2025-2028 – Sammen skaber vi det gode liv.
Den gennemgående ambition i den er, at flere vil være en del af de sociale indsatser. Derfor skal samarbejde og samskabelse med civilsamfund, frivillige og erhvervsliv udbygges, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Godkendelsen af Socialpolitikken glæder Stefan Lydal, formand for Social, Senior og Handicapudvalget.
”Vi har opsat tydelige ambitioner i den nye politik, og formålet er at være tydelige over for både borgerne og alle dem, vi gerne vil arbejde sammen med. For løsningerne skal skabes sammen, og der er brug for en bred pallette af samarbejdspartnere for at skabe et godt liv for mange af de borger, der er hører ind under Socialpolitikken”, siger han.
Også næstformand Preben Storm er meget tilfreds:
”Socialpolitikken skal sikre, at alle borgere, især dem med psykiske eller fysiske funktionsnedsættelser eller særlige sociale behov, får mulighed for at leve et meningsfuldt og værdigt liv. Og vi har med politikken forsøgt at gøre den så forståelig for målgruppen, at de kan se sig selv i den, for Socialpolitikken er til for borgerne”, siger han.
Socialpolitikken har seks fokusområder og hvert område er der formuleret en central ambition, som bliver drivkraften i fremtidige handlinger:
Værdighed: Vi ønsker, at flere oplever anerkendelse for deres unikke ressourcer og potentialer.
Sundhed og Trivsel: Vi ønsker at mindske social ulighed i sundhed gennem stærke fællesskaber og lettere valg.
Fællesskaber: Vi ønsker, at flere skal opleve at være en del af åbne og mangfoldige fællesskaber.
Beskæftigelse: Vi ønsker, at flere bruger deres unikke ressourcer og potentialer til at opleve glæden ved at være en aktiv del af samfundet.
Fleksibilitet: Vi ønsker, at flere oplever en lettere hverdag, hvor vi skaber fleksible løsninger gennem innovation og samskabelse.
Helhedssyn: Vi ønsker, at flere tager et socialt ansvar, så alle oplever at blive mødt som hele mennesker.


