På lørdag skal Sønderborg Futsals U19-hold spille DM-finale imod Borup og holdet vil rigtigt gerne have at rigtigt mange kommer og hepper.
Kampen spilles i Humlehøj-hallerne og fløjtes i gang klokken 14.
“Vores hold vandt det jyske mesterskab og Borup vandt i øst – og derfor skal de spille om Danmarksmesterskabet og det går til det hold, der kommer bedst gennem to finalekampe”, siger træner Michael Popp Petersen til Nært & Nyt.
Han fortæller, at den lokale futsal begyndte for omkring 15 år siden.
“Det var i Midtals Idrætsforening og med tiden rykkede deres 1. hold sammen med Sønderborgs og lidt senere kom Broager også med”, siger træneren og tilføjer, at Sønderborg Futsal er den mest vindende klub i landet, når det gælder ungdom.
“Vi har vundet guld ved DM otte gange – og U19-spillerne, der skal i kamp på lørdag, vandt DM, dengang de spillede U15”.
Fællesskabet giver det gode hold
“Det er fællesskabet, der gør, at vi spiller godt. Vi passer godt sammen og spiller som et hold”, siger Sylvester, som har spillet i Sønderborg Futsal i små to år. Hans holdkammerat, Younes, har været med siden 2022.
“Vi har gode chancer for at vinde på lørdag og også slå Borup i returkampen. Vi vandt det jyske mesterskab og der er jo ingen grund til at stoppe her”, siger han.


