Siden Sønderborg Lokalvarme i slutningen af august offentliggjorde resultaterne for de første tre af i alt tolv udvalgte landsbyer, er analyserne nu afsluttet for yderligere otte områder. Konklusionen er entydig: Det er ikke økonomisk rentabelt med fjernvarme i områderne. Ét område er fortsat under vurdering
De nu – i alt elleve – undersøgte områder er: Asserballe, Hundslev-Notmark-Almsted, Oksbøl-Broballe-Mjels, Skelde, Skovby, Stevning, Tandslet og Tørsbøl, samt Fynshav, Lysabild og Kværs, hvis resultater blev fremlagt i august. Undersøgelserne viser, at det ikke anbefales at etablere fjernvarme i byerne, fordi investeringen for boligejerne og fællesskabet bliver for stor. Der er dog fortsat håb for Skodsbøl, hvor det skal undersøges, om byen kan tilsluttes direkte til Broagers eksisterende fjernvarmenet.
“Vi har nu grundigt undersøgt mulighederne. Resultatet er, at fjernvarme ganske enkelt bliver for dyrt i de elleve undersøgte landsbyer. Vi må konstatere, at det er en bedre økonomisk løsning for de enkelte boligejere og dermed også fællesskabet, at investere i en individuel varmepumpe. Skodsbøl har vi fortsat med i processen, fordi der er et potentielt spor, der indeholder en tilkobling til Broager”, siger borgmester Erik Lauritzen i en pressemeddelelse. Han er formand for Sønderborg Lokalvarme.
Sønderborg Lokalvarme har gennemført analyserne på baggrund af en grundig vurdering af hver landsby som bygger på nøje vurderinger af landsbyens opbygning, potentielle tilslutning af boliger, ledningsnet og energikilder.
ProjectZero tilbyder hjælp til fælles tilbud på varmepumper
Når fjernvarme ikke bliver løsningen i de elleve områder, er der behov for at se på andre muligheder for at udskifte sit gas- eller oliefyr. Her hjælper ProjectZero landsbyerne med at facilitere og koordinere en fælles indsats:
“Vi er i tæt samarbejde med landsbylaugene i de tre første byer i gang med at undersøge interessen for fælles tilbud på varmepumper med henblik på at opnå mængderabat – en løsning de otte øvrige områder naturligvis også vil blive tilbudt. Jo flere landsbyer, der deltager, desto bedre muligheder, siger ProjectZeros direktør, Allan Pilgaard Jensen.
Lokal opbakning baner vejen frem
Sønderborg Lokalvarme, datterselskab under Sønderborg Varme, har oplevet en høj grad af engagement i landsbyerne. Det giver et godt fundament for at arbejde videre med nye løsninger.
“Borgerne har vist vilje og interesse i at erstatte deres eksisterende varmeforsyning med en grønnere løsning. Den energi er værd at bygge videre på – også selvom vejen bliver en anden løsning end fjernvarme”, siger Erik Lauritzen.



