Hvordan lykkes man med eksport i en urolig verden?
Det spørgsmål var i centrum, da en række lokale virksomheder mødtes til netværksmøde hos Sønderborg Vækstråd. Her var Tyskland i fokus – både som nærmarked og som springbræt til resten af EU, skriver Vækstrådet.
En af dagens oplægsholdere var Hans Pedersen fra Maacks ApS, der har arbejdet målrettet med at gøre virksomheden klar til at indtage det tyske marked. Virksomheden oplever for alvor fremgang syd for grænsen – og har modtaget sparring fra Sønderborg Vækstråd og Erhvervshus Sydjylland.
”Vi har brugt tid på at forstå markedet og få de rigtige kontakter. Det har gjort en kæmpe forskel”, fortalte Hans Pedersen under sit oplæg.
Lokalt netværk med internationalt udsyn
EKSPORTnetværket hos Sønderborg Vækstråd samler løbende virksomheder, der allerede eksporterer – eller gerne vil i gang. Her er der plads til erfaringsudveksling og konkrete råd om alt fra kulturforskelle til eksportstrategier. Det er gratis at være med, og netværket samler allerede mange forskellige virksomheder fra Sønderborg-området
På mødet gav også Andreas Wenzel, direktør for det dansk-tyske handelskammer, deltagerne indblik i, hvordan man får fodfæste i Tyskland. Dagen sluttede med netværk og sparring – og flere deltagere tog hjem med nye ideer og kontakter.
”Tyskland er stadig vores vigtigste eksportmarked, og der er stort potentiale – også for lokale SMV’er. Men det kræver, at man sætter sig ind i spillereglerne. Her har vi skabt et netværk, hvor man kan få sparring og inspiration fra specialister og andre eksportører”, siger Michael Mørch fra Sønderborg Vækstråd.


