Et nyt mødested kan blive det naturlige bindeled mellem Sønderborghus’ mange fællesskaber. I dag mødes de kreative brugere, koncertgæster og andre besøgende sjældent på tværs, fordi aktiviteterne foregår i adskilte rum og på forskellige tidspunkter. Et nyt multifunktionelt RUM kan skabe en fælles base, hvor man spontant mødes – før, under og efter en aktivitet og nye fællesskaber og ideer opstår.
Lederen i Sønderborghus har sendt en ansøgning til Realdanias Underværker, hvor ildsjæle og foreninger søge støtte til frivillige projekter, der skaber nye rammer for fællesskaber. Det skriver Sønderborghus og der skal stemmes på projektet, hvis Realdania skal støtte det økonomisk – du kan stemme her på Underværkers hjemmeside.
Hvad er ideen?
Formålet er at styrke sammenholdet og trivslen på tværs af de 20.000 meget forskellige brugere om året, skabe mere liv og puls i huset dagen igennem og alle dage i ugen. Vi vil skabe et RUM, hvor brugerne mødes på tværs, nye samtaler, ideer og fællesskaber kan opstå, og et RUM hvor alle føler sig velkomne uanset alder og interesser. Rummet skal kunne rumme mange forskellige aktiviteter og derfor være formbart med god akustik, hyggelig atmosfære, flytbare møbler og energivenlig belysning. Der skal kunne åbnes op ud til gårdhaven, så denne også kan inddrages til aktiviteter.
Hvor skal ideen realiseres?
Det nye RUM bliver en del af Sønderborghus. Rummet, som vi vil forvandle til et nyt mødested, ligger lige, når man kommer ind ad fordøren i stueplan. I dag er det lukket af og man kommer til en lukket dør. Men med nye tiltag, kærlighed og en grundig renovering kan rummet blive forvandlet til det sted, som byder folk ind i varmen, ind i fællesskabet og som samler husets brugere. Der er allerede nem adgang til toiletter, elevator og et industrikøkken, som vil være brugbart, hvis der skal laves aktiviteter med mad.
Hvad omfatter projektet?
Indgangspartiet skal have en mere indbydende, varm og energirigtig belysning både udenfor og i mellemgangen.
Trappen skal gøres mere sikker og tryg.
Rummet skal indrettes, så det giver mulighed for at lave en lækker bar, det fedeste langbord til fællesspisning, lounge og hygge stemning og så skal baren have et parti ud mod gårdhaven, som kan åbnes, så salget også kan foregå udenfor, når der er arrangementer i gårdhaven.
Belysningen skal gøres mere energivenlig, mere intelligent styringsmæssigt og skabe rum i rummet.
Akustikken skal opgraderes i både indgangspartiet og cafeen, så der er plads til den gode rumklang uanset om der snakkes, hygges, spilles musik, brætspil eller der sidder en flok studerende.
Nye projekter som denne renovering kunne bidrage til fællesspisning, studiecafé, brætspilsaften, caféhygge for børn efter en RytmeRæs koncert, strikkecafé, bar inden og efter koncerter, mad og drikke i forbindelse med messer, mad til musikerne m.m.
Hvem står bag projektet?
Lederen af Sønderborghus har råderet over rummet, der ønskes transformeret, og kan træffe beslutning om renovering, drift og udlejning efter behov. Driften vil ske i samarbejde mellem medarbejdere, frivillige og eventuelle lejere, afhængigt af rummets anvendelse. Renoveringen udspringer af et fælles ønske fra medarbejdere, frivillige og bestyrelsen, da rummet i sin nuværende form ikke udnyttes optimalt. En transformation vil give rummet en klarere funktion og gøre det muligt at anvende det hyppigere til formål, som Sønderborghus i dag mangler, og dermed styrke husets samlede aktivitetsniveau.
Hvordan involveres lokalsamfundet?
Mange lokale foreninger, kommunale projekter og institutioner samt fællesskaber bruger husets mødelokaler og værksteder. Et nyt RUM kan blive det naturlige bindeled mellem Sønderborghus’ mange fællesskaber. Et fælles RUM med plads til både fordybelse og uformelt samvær styrker følelsen af at høre til og kan bygge bro mellem generationer, interesser og kulturer. På den måde bliver Sønderborghus ikke bare et sted, man besøger – men et sted, man er en del af og det gavner trivslen i hele kommunen, at man er en del af et fællesskab og nemt kan opsøge et fællesskab.
Hvem gavner projektet og hvordan?
Målgruppen er alle nuværende brugere og gerne nye brugere af huset. Der skal skabes et multifunktionelt rum, hvor børn, unge, voksne og seniorer kan mødes på tværs af værksteder, koncertsale, øvelokaler og mødelokaler over mad og drikke før, under og efter et arrangement. I dag mødes de i mindre kreative fællesskaber omkring ler, håndarbejde, billedkunst, læderworkshop, Repair café eller mindre musikfællesskaber som jazz, metal, pop, rock, blues eller rytmeræs for børn. Derudover mødes de til foredrag, comedy show, filmklub, bogklub osv. – denne mangfoldighed af mennesker skal mødes på tværs.

