I slutningen af september blev Louise Augustas Plads i Augustenborg til en byggeplads og i løbet af vinteren går endnu flere byggeprojekter i gang i Augustenborg. Det vil medføre øget aktivitet i byen med håndværkere, maskiner og midlertidige byggepladser.
For at sikre, at der fortsat er god plads til byens borgere, handlende og besøgende, indføres der nu ændringer i parkeringsreglerne i de centrale dele af Augustenborg, skriver kommunen.
Fra mandag den 10. november vil det ikke længere være muligt at langtidsparkere på de centrale parkeringspladser og veje. I stedet indføres der tidsbegrænsninger. Det drejer sig om:
Louisa Augustas Plads: Muligt at parkere foran KunstPunkt 1 time kl. 8-16. På resten af pladsen er parkering ikke muligt i byggeperioden fra nu og resten af 2026.
Jægerpladsen: 2 timer kl. 8-17.
Storegade: 2 timer kl. 8-16.
Slotsallé samt øvrige offentlige p-pladser med indkørsel fra gaden: 2 timer kl. 8-16
Nogle af de nu tidsbegrænsede parkeringspladser ligger på steder, der i de kommende år også skal renoveres. Derfor vil der komme tidspunkter, hvor p-pladserne ikke kan benyttes. Men med indførelsen af den tidsbegrænsede parkering, vil det gennem hele byggeperioden være muligt at finde en plads centralt i byen.
”Vi har været i dialog med flere af byens erhvervsdrivende for at imødekomme deres behov, og ændringerne sker med respekt for det lokale erhvervsliv, som i perioder kan blive påvirket. Samtidig er det vigtigt, at der fortsat er plads til hverdagsliv og byens borgere, der skal kunne færdes nemt og trygt. Vi håber, at augustenborgerne vil tage godt imod ændringerne i parkeringsforholdene, og vi har gjort vores bedste for at få kabalen og de mange forskellige hensyn til at gå op. Genetableringen af Hertugernes Augustenborg kræver tid og tålmodighed, men samtidig bliver det virkelig interessant at følge udviklingen og de mange projekter i de kommende år”, siger Sille Marcussen Dall, der er direktør for Teknik, Miljø og Bæredygtighed.
Samtidig arbejdes der på at gøre en del af havnen midlertidigt tilgængelig for langtidsparkering for at tilgodese byens mange arbejdspladser.
Ligeledes bliver Landbrugsstyrelsens medarbejdere opfordret til at benytte deres egne parkeringspladser frem for de nu tidsbegrænsede p-pladser i Augustenborg midtby.


