Det her angår sikkert ikke de fleste af Jer og alligevel synes jeg, at det angår os alle i nogen grad. Om ikke andet tåler det at blive sagt på grund af almindelig anstændighed.
Det skriver sognepræst Henrik Dahlin fra Christianskirken på Facebook Sønderborg og han forstætter:
I mit daglige virke som sognepræst har jeg – hyppigere end ellers – på det seneste oplevet, hvordan der, når der er bisættelse ved Christianskirken og derfor er sørgeoptog/ligtog udenfor kirken ved rustvognen, sker det, at nogen kommer kørende op mod kirken enten, mens folk står og tager afsked, eller når rustvognen kører.
Min forventning er altid, at de pågældende, som kommer kørende lige holder ind til siden og standser, indtil ligtoget er kommet forbi og forsvundet af syne – eller i det mindste parkerer uden at køre rundt om de sørgende.
Det oplever jeg desværre, at der er flere, der ikke gør, og en del gange har jeg nu oplevet, hvordan folk både kører rundt om os, der står ved rustvognen, men også at folk, idet rustvognen kører, holder kort ind til siden, og derpå hurtigt forsætter umiddelbart op imod sørgeoptoget, når rustvognen er passeret. Herved skygges der for udsynet til rustvognen.
Man kan tydeligt fornemme ubehaget over den ligegyldighed iblandt de sørgende, som omgivelserne dér viser, når de ikke standser og tager et minuts pause.
Jeg ved godt, at de fælles ritualer for, hvordan vi ærer hinanden, ikke er så bastante og almene, som de måske engang har været, men der er stadig et håb og en forventning hos mange, tror jeg, om at man vil respektere både en afdød og dennes pårørende.
Alt dette skriver jeg for, at vi hver især måske kan tænke over, hvordan vi skal handle, når vi næste gang kommer tæt på et ligtog, sørgeoptog, og dertil huske, at det engang er os selv, der skal bort på denne måde, og hvordan vores pårørende må tænke, når de oplever omgivelsernes ligegyldighed overfor det skete.
