SONFOR: Genbrug giver rigtig meget mening

SONFOR: Genbrug giver rigtig meget mening
SONFOR leverer genbrugstræ til Byggefestivalen. Arkivfoto · af: Bo Bach Jensen

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

For tid tilbage tog Per Lorenzen fra foreningen Havørred Als kontakt til Jesper Ryegaard Rasmussen, som er affaldschef i SONFOR og der blev lavet en aftale om, at foreningen kan hente store sten på genbrugsstationerne og bruge dem til stenrev.

“Natursten har traditionelt har været dyre at håndtere, fordi de er tunge og typisk skal nedknuses, inden de kan bruges til noget andet. Derfor er vi glade for, at stenene i stedet kan gøre gavn for vores lokale havmiljø gennem Havørred Als’ projekter”, siger Jesper Ryegaard Rasmussen til Nært & Nyt.

“Vi prøver i det hele taget at tænke genanvendelse og genbrug alle de steder, vi kan. Et andet eksempel er have- og parkaffald, som vi får rigtigt meget af, og som vi selv laver om til kompost, der kan komme ud og gøre gavn i haver og på marker. Vores kompost er så god, så der har været efterspørgsel på den helt fra Sjælland. Større grene og rødder sælger vi til et flisværk – og indtægten er med til at holde vores omkostninger nede”.

SONFOR får også en del byggematerialer på genbrugspladserne. Her er der lavet en aftale med Byggefestivalen om, at de kan få rent genbrugstræ, der kan bruges, når festivalen bliver holdt på Kær til sommer.

“Byggefestivalen fokuserer på bæredygtighed og genbrug. Vi leverer genbrugstræ, som kan få et nyt liv på festivalen. Det passer rigtigt godt med vores tilgang”

Jesper Ryegaard Rasmussen er generelt stor tilhænger af genbrug.

“Det er ekstra godt, når vi ved at samarbejde med vores lokale foreningsliv og græsrødder kan spare omkostninger og samtidig gøre en positiv forskel for miljøet og naturen omkring os “, siger han.

Medarbejdere på Løkkegaard gør genbrugstræ klar til festivalen. Foto: Ole Kæhler

Læs også...  Nedrivning på den tidligere DSB-grund går snart gang

GÅET GLIP AF .. ?