Staten åbner for flere områder til boliger og sommerhuse

Staten åbner for flere områder til boliger og sommerhuse
Området ved Kildebæk i Guderup. Pressefoto · af: Sønderborg Kommune

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Planloven giver mulighed for, at kommunerne hvert fjerde år kan søge om kystnære udviklingsområder og sommerhusområder.  Dermed kan der være boligområder på vej ved Feddet nær Ragebøl samt i Svenstrup og Guderup.

”I Byrådet arbejder vi vedvarende med fokus på bosætning, og vi afsøger hele tiden muligheder for at skabe flere boligområder. Derfor glæder det mig, at Sønderborg Kommune kan se frem til tre nye boligområder ved Sønderborg og på Nordals. Vi ved, at nye boligområder er med til at skabe stærke lokalsamfund og tiltrække nye borgere, så det er rigtig glædeligt, at det ser ud til, at vi får mulighederne”, siger borgmester Erik Lauritzen i en pressemeddelelse.

De tre områder er: En forlængelse af Feddet ved Ragebøl, hvor der kan udvikles et boligområde vest for Feddet op til Sandbjergvej. I Svenstrup kan der ske boligudvikling på et område mellem Nørreskovvej og Nordborgvej. I Guderup kan der bygges boliger i forlængelse af Kildebæk.

Derudover har Sønderborg Kommune mulighed for at placere yderligere 14 sommerhusgrunde i tilknytning til Nordborg Resort. De ligger cirka en kilometer fra kysten og indgår som del af et eksisterende sommerhusområde. Endelig er der opbakning til udviklingsprojektet Paradis Elstrup Mølle, hvor møllen restaureres, mølleriet genskabes, og der sættes fokus på biodiversitet, grøn energi, gastronomi, havekultur og havebrugshistorie.

”I Sønderborg Kommune satser vi på turisme, som vil få et boost med åbningen af Nordborg Resort i juni. Derfor er det rigtig glædeligt, at vi får mulighed for at udvide området med yderligere 14 sommerhuse. Herudover er vi meget tilfredse med, at planerne ved Elstrup Mølle kan komme videre, for det er et rigtig spændende projekt, der skal genskabe mølleriet og omgivelserne, så vi får endnu en attraktion til glæde for borgere og gæster, siger Kirsten Bachmann, som er formand for Teknik, By og Boligudvalget.

Forslaget til landplansdirektiverne inden for kystnærhedszonen er netop sendt i høring frem til den 10. juli, og efter endt høringsperioden skal forslagene endeligt godkendes.

Læs også...  Din stemme, dit spørgsmål - valgkampsaften i Augustenborg

GÅET GLIP AF .. ?