Der har været indbrud i to kælderrum i en ejendom på Ringgade i Sønderborg og de er sket i tidsrummer fra tirsdag klokken 13 og frem til onsdag middag.
Det fortæller Chris Thorning Vesterdal fra det lokale politi.
“Ved et af kælderrummene fandt vi et jernrør, som kan være brugt til at bryde kælderdørene op, så det skal vi have undersøgt for spor”, siger han.
“Der skal bruges en nøglechip for at komme ind i selve kælderen og vi skal have kigget på, hvem der har været der”.
Fra det ene kælderrum er der stjålet smykker og fra det andet er der stjålet otte dunke med syrisk madolie.
“Jeg ved ikke, hvor store de er, men de har en værdi på 2.000 kroner stykket, så bliver nogen tilbudt en dunk, så vil vi gerne høre om det”, siger Chris Thorning Vesterdal.
Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.

