Tage Petersen fra Venstre har været en del af lokalpolitikken gennem 28 år. De første otte år var han i Byrådet i Augustenborg Kommune og efter Kommunalreformen har han haft en fast plads i Byrådssalen på Rådhustorvet – og de seneste 12 år har han også siddet i Regionsrådet.
”Jeg er holdspiller og går altid efter bolden og ikke manden, og mit liv er for kort til at deltage i endeløse tråde på de sociale medier, hvor tonen ofte er hård og nuancerne få”, siger han.
Tage Petersen synes, det er spændende at være med til at præge udviklingen i vores lokalområde – og han nævner Als-Fynforbindelsen som en af sine mærkesager:
”Det er et langt og sejt træk, men vi skal holde fast i den, fordi en bro til Fyn vil være godt for vores erhvervsliv, turismen og ikke mindst for de mange patienter, der nu tager den lange vej udenom til sygehuset i Odense”, siger Tage Petersen til Nært & Nyt.
Han har gennem alle sine år i politik arbejdet for liv i hele kommunen
”Sønderborg er det naturlige centrum, men liv i landdistrikterne og de mellemstore byer er en forudsætning for vækst og velstand i hele kommunen.”
Så gør jeg mig også tanker om ældrepolitik, hvor vi skal bruge teknologien der, hvor det giver mening, men det er ikke nødvendigvis alle, der skal have en robotstøvsuger.
”Vi skal prioritere uddannelse af vore medarbejdere i ældreplejen, og give dem frihed til at løse kerneopgaverne”, siger Venstre manden.
Regionsvalget – det er lettere at komme i Folketinget
Tage Petersen fortæller, at valget til Regionsrådet er meget vigtigt.
”Og nu hvor antallet af medlemmer skæres ned fra 41 til 31, så er det sværere at blive valgt til Regionsrådet end til Folketinget og det er vigtigt, at vælgerne stemmer lokalt, hvis Sønderborgområdet skal have en stemme eller to i regionen”, siger han.
Den nye sundhedsreform har som mål at bringe sundhedstilbuddene tættere på borgerne.
Det betyder at Region og kommune skal arbejde tættere sammen, og derfor er det en fordel at få valgt nogle medlemmer med kendskab til begge verdener.
”Hvis jeg bliver genvalgt til Regionsrådet, vil jeg ud over at få ført sundhedsreformen ud i livet, have fokus på lokale ting, som fortsat udvikling af Sønderborg Sygehus med fokus på ambulante behandlinger og at bevare akutbilen på Nordals og nødbehandlerbilen på Kegnæs”.


