De unge medarbejdere i SuperBrugsen i Gråsten oplever flere sure kunder, der overfuser medarbejderne. Brugsuddeleren har holdt fællesmøde for de unge medarbejdere, som for eksempel har fået at vide, at de gerne må bede en kunde om at tale pænt.
Derudover er der en knap, de kan trykke på for at tilkalde en voksen, og går det helt galt, har de lov til at forlade området.
Det skriver dr.dk
Brugsuddeler Jesper Thomsen har blandt andet oplevet, at unge ansatte bliver kaldt inkompetente og får at vide, at de burde finde sig et andet job.
”En klassiker er for eksempel, at manden er nede for at hente en pakke og bliver meget aggressiv, fordi vi ikke har den. Og så viser det sig, at konen har hentet pakken dagen før”, siger han til DR.
For medarbejderne kan det være svært at ryste oplevelserne af sig.
”Vi har flere gange oplevet, at en medarbejder må gå ud bagved og sidde og få luft og græde lidt, fordi en kunde har skældt dem ud over noget, de faktisk ikke kan gøre for”, siger brugsuddeleren.


