I sin 1. maj tale udtrykker det mangeårige socialdemokratiske folketingsmedlem, Benny Engelbrecht, valgt i Sønderborg, bekymring for at Sønderjylland mister indflydelse. Han lufter samtidig tanker om en grundlæggende reform af landets valgkredse.
”De mindre politiske partier prioriterer desværre ikke Sønderjylland når der opstilles kandidater. Det betyder at Sønderjylland står historisk svækket tilbage efter folketingsvalget i år. Det skal ikke opfattes som en kritik af de politikere der er valgt i andre dele af vores storkreds. Jeg er sikker på at vi nok også skal formå at gøre dem lydhøre for synspunkter der er vigtige for vores landsdel. En fast forbindelse mellem Als og Fyn eksempelvis. Det bliver bare, alt andet lige, lidt mere vanskeligt”, sagde Benny Engelbrecht da han fredag morgen holdt sin første tale i Guderup på Als. ”Måske er tiden moden til en reform af vores valgkredse? Før valgkredsreformen i 2006 havde Danmark 17 storkredse, nu har vi 10. Jeg tror det kunne være godt at se på storkredsenes inddeling, så man i højere grad sikrer en geografisk jævn repræsentation”.
Efter folketingsvalget i marts har 12 partier sæde i Folketinget, men kun tre af disse partier har fået valgt folketingsmedlemmer, der er opstillet i en af de fire valgkredse i Sønderjylland. Blot fire folketingsmedlemmer skal i de kommende år repræsentere landsdelen på tinge og for første gang i historien har partiet Venstre ikke fået valgt et folketingsmedlem i Sønderjylland.
Benny Engelbrecht understreger at en reform af valgkredsene i Danmark naturligvis ikke er noget man gør med et fingerknips. Den slags skal grundigt overvejes. Og derfor benytter han 1. maj til at lufte den tanke.
”I en tid hvor forskellene mellem by og land fylder stadig mere, er det væsentligt at balancerne bliver sikret. At de dele af Danmark der ligger langt fra de største byer også er sikret politisk repræsentation. Vi tager allerede et særhensyn til Bornholm, der udgør sin egen storkreds. Her er der godt 30.000 vælgere. Til sammenligning har de fire sønderjyske valgkredse godt 176.000 stemmeberettigede vælgere, så teknisk er der ikke noget til hinder for at etablere mindre storkredse”, forklarer Benny Engelbrecht.



