Byrådet har drøftet budgettet for 2027 på det årlige budgetseminar og sætter nu gang i forhandlingerne om næste års kommunale budget.
Selv om Økonomiaftalen mellem regeringen og KL overordnet set er en fornuftig aftale for kommunerne, giver aftalen ikke Sønderborg Kommune samme økonomiske muligheder som flere andre kommuner, da Sønderborg Kommune ikke får del i ekstraordinære tilskudspuljer, skriver Sønderborg Kommune, der står på et solidt økonomisk fundament, og kommunen har mulighed for at håndtere aktuelle udfordringer og investere i udvalgte områder, men der er fortsat behov for økonomisk omtanke.
”Der er i Byrådet en erkendelse af, at vi fortsat skal føre en ansvarlig økonomisk politik og sikre, at der er balance mellem ønsker og muligheder. De økonomiske rammer for de kommende år giver ikke mulighed for at igangsætte mange nye større initiativer. Vi har penge i kassen og mulighed for at sætte penge af til de udfordringer, vi står overfor”, siger borgmester Erik Lauritzen og fortsætter:
”Derfor er vi nødt til at prioritere benhårdt og fokusere på at gennemføre de mange projekter, som allerede er sat i gang. Sønderborg Kommune er i en positiv udvikling med flere studerende, nye boligområder, stærke virksomheder og levende lokalsamfund. De resultater kommer ikke af sig selv. Derfor skal vi fortsat investere klogt, men vi skal gøre det med respekt for de økonomiske rammer, vi har fået”.
Nu går selve budgetforhandlingerne i gang og budgettet skal godkendes af Byrådet senest på byrådsmødet onsdag den 7. oktober.


