Lørdag var en travl dag på rideskolen i Sønderborg, da Sønderborg Sports Rideklub holdt deres Kom godt fra start-stævne. De godt 300 deltagende ponyryttere fyldte godt op. Hvor end man kiggede hen var der fyldt med heste og deres tobenede oppassere.
Nogle var i gang med at nusse om deres firbenede bedste ven, mens andre red rundt i den lille hal for at varme op og få styr på nerverne, inden turen gik ind i den store hal for at vise de fremmødte publikummer hvor dygtige de var.
En del af de yngste deltagere var klædt ud, nogle som prinsesser, andre som superhelte og minsandten om ikke der også både var et juletræ og en julemand med til hest.
Arrangør af dagens Kom godt i gang-stævne er, som nævnt tidligere, Sønderborg Sports Rideklub, der for 5 år siden holdt det første stævne. Allerede dengang var der en stor opbakning til det, og siden har stævnet haft så meget vokseværk, at klubben nu har måttet at sætte et loft på antal deltagere. Visionen for stævnet er ikke at finde den bedste. Ideen er, at både børnene og de unge ryttere skal have en god og hyggelig dag, der giver dem lyst til at deltage i andre stævner og arrangementer.


