Bogcafévært Allan Breckling, Brecklings Bogcafé, anmelder digtsamling:
Jeg er overbevist om
at mine planter hvisker til hinanden
når de tror jeg sover.
Sådan starter Katrine Blauenfeldts digtsamling Mine blomster hugger dig til blods – og på den måde dokumenterer en forfatter, en digter, med få linjer, hvad andre skriver en hel roman om, for hvad sker der lige her??
Vi befinder os i storbyen – i et København hvor man kan gå usynligt rundt – hvor man forsvinder i menneskemængden – og i kampen for at blive set – at blive bemærket er en kamp for livet.
Det skildrer Kathrine Blauenfeldt som digter med en hudløs ærlighed og sætter sig selv i spil. Det som Tove Ditlevsen også gjorde i sin tid – hvor hun i ’Blinkende Lygter’ bruger vendingen Hjerteangst – og der er sandelig angst i Blauenfeldts tankevækkende og grumme digtsamling – for det handler jo egentligt om meget mere end bare om at blive set. Det handler om mangel på nærvær og ægthed.
I denne digtsamling går selvmedlidenhed hånd i hånd med selvoptagethed. Og så alligevel ikke. Digteren har styr på sit sprog. Det er faktisk bag det grumme – til tider måske ulækre – om sin mor – at vi kommer ind i et univers, der er berigende. Det er fand’me godt gjort og også modigt.
Godt set af forlaget Vild Maskine, der også har mod til at udgive digte, der bare ikke er mode lige nu,
Kathrine Blauenfeldt skildrer i denne digtsamling en eksistentiel krise i en kvindes liv og om en kvinde, der vil plantes om. Det gør hun på en dybfølt og betagende måde. Rent ud sagt fattes jeg flere ord for dette stille mesterværk.
Men læs nu selv og bedøm selv. Digte kan noget.
God fornøjelse,
