Debat: Handicap er ikke en fejl – det er systemet, der skal ændres

Debat: Handicap er ikke en fejl – det er systemet, der skal ændres
Susanne Blegvad Posselt. Arkivfoto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Spidskandidat Susanne Blegvad Posselt, SF, skriver:

Torsdag aften mødtes Sønderborgs politikere med handicaporganisationer her i Sønderborg. Vi talte om børn, der stadig ikke får den støtte, de har brug for i vores skoler og institutioner. Om forældre, der kæmper mod et system i stedet for at blive hjulpet af det. Og om voksne med handicap, der alt for ofte møder et jobcenter, hvor bureaukratiet fylder mere end mennesket.

Men hvorfor skal mennesker med svære handicap egentlig igennem jobcentret?
Fordi lovgivningen kræver, at selv dem, der åbenlyst ikke kan arbejde, først skal gennem en række forløb og afprøvninger for at få hjælp.

Fordi systemet er bygget på at “afklare arbejdsevne” – ikke på rettigheder og ligeværd.

Og fordi Danmark stadig ikke lever op til FN’s Handicapkonvention, som bl.a. kritiserer os for at presse mennesker ind i et system, der ikke er skabt til dem.

Nu står vi ovenikøbet foran en ny arbejdsmarkedsreform, aftalt i april i år. Den kaldes en forenkling – men hvis reformen bare betyder mere standardisering og flere krav, uden at tage højde for mennesker med handicap, risikerer vi at gøre problemerne værre. Arbejde er vigtigt for dem, der kan – men vi skal ikke straffe dem, der ikke kan.

FN kritiserer Danmark for ikke at leve op til Handicapkonventionen. Det handler ikke kun om paragraffer – det handler om mennesker. Når vi bruger tvang i botilbud, når vi skubber børn væk fra fællesskabet i skolen, og når vi møder mennesker med handicap med mistillid fremfor respekt – så svigter vi. Vi svigter vores medborgere i Sønderborg.

Det er ikke værdigt – hverken i Danmark eller i Sønderborg. Vi skal møde mennesker med handicap med tillid, respekt og reel støtte – ikke mistillid, afprøvninger og bureaukrati.

NOK er NOK var der nogen der råbte til demonstration i onsdags. Samme system, samme fortællinger.

For SF Sønderborg er målet klart: Handicap og sygdom skal aldrig være en barriere for at leve et frit, værdigt og ligeværdigt liv.

Læs også...  Debat: Hvordan tiltrækker vi virksomheder

GÅET GLIP AF .. ?