Hanne Frederiksen, Helgolandsgade, Sønderborg, skriver:
Jeg har en efterhånden lidt gammeldags idé: Måske er det faktisk okay bare at være glad for det, man har.
Vi er blevet gode til at fortælle hinanden, hvor godt vi har det. Ikke bare at have et hjem, men at have et fantastisk hjem. Ikke bare at spise aftensmad, men at kunne redegøre for råvarer, tilberedning og oprindelse, som om man netop har været på gastronomisk pilgrimsrejse. Og hvis huset lige kan beskrives som ’ret stort, selv om det er helt almindeligt, skader det vel heller ikke.
Jeg mener ikke, at der er noget galt med at glæde sig over god mad, et dejligt hjem eller ting, man har købt. Men hvornår gik vi fra at værdsætte det, vi har, til også at skulle sælge fortællingen om det?
Måske hænger det sammen med, at vores forbrug i stigende grad er blevet en del af vores identitet. Det, vi spiser, køber, bor i og rejser til, skal ikke bare være rart. Det skal også fortælle noget om, hvem vi er.
Jeg må indrømme, at jeg selv bliver mere og mere optaget af noget andet. Jeg kan godt lide pæne ting, og jeg siger da heller ikke nej til god mad. Men jeg måler efterhånden mit liv på nogle helt andre ting.
For eksempel på, at mine voksne børn siger, at de elsker mig og faktisk har lyst til at og være sammen med mig.
Det er måske lidt klichéagtigt. Men det kan hverken købes, indrettes eller pyntes op. Og det kan ikke lægges på Instagram med et filter.
Og når jeg holder ferie, er det heller ikke det perfekte hotel eller den mest eksotiske destination, jeg husker bedst. Det er samværet. De lange snakke. De små grin. De oplevelser, vi har sammen, og de historier, vi stadig fortæller bagefter.
Måske er det dét, jeg savner lidt: At vi tør lade det almindelige være værdifuldt.
Et almindeligt hjem. En helt almindelig aftensmad. En ferie, der først og fremmest handler om at være sammen. Et liv, der ikke konstant skal dokumenteres, forbedres eller forklares.
Vi konkurrerer måske ikke længere om at have det godt. Vi konkurrerer om at have det godt på den rigtige måde.
Jeg kunne godt tænke mig, at vi blev lidt bedre til bare at sige: “Det her er jeg glad for”.
Og så lade det være nok.
