Folketingskandidat Timm Bøttger, SF, skriver:
Debatten om en fast Als-Fyn-forbindelse risikerer at ende i skyttegrave. Enten er man for – eller også er man imod. Men hvis vi skal tage både klimaet og udviklingen i vores landsdel alvorligt, er vi nødt til at hæve niveauet.
Spørgsmålet er ikke kun, om der skal bygges en forbindelse. Spørgsmålet er, hvordan den i givet fald bygges. For ja – anlægsprojekter udleder CO₂. Men moderne infrastruktur kan også bygges langt mere klimavenligt end tidligere. Der kan stilles krav om CO₂-reducerede materialer, klimabudget i udbuddet og så fossilfri byggeplads som muligt. Der kan stilles krav om genanvendelse og dokumentation af klimaaftryk.
Samtidig kan en fast forbindelse designes til fremtidens transport – med sikre cykelstier, og mulighed for kollektiv trafik. Hvis vi vil have mere grøn mobilitet i vores område, kræver det også, at infrastrukturen understøtter den.
Alternativet er fortsat færgedrift, omvejskørsel og en landsdel, der risikerer at sakke bagud i udvikling og sammenhængskraft.
Jeg mener ikke, løsningen er bare at sige nej på forhånd. Løsningen er at tage ansvar. Hvis en Als-Fyn-forbindelse skal realiseres, skal den være et grønt forbillede for Danmark såvel som udland.
Derfor savner jeg et klart svar fra dem, der afviser projektet kategorisk: Hvad er det konkrete alternativ for at styrke udviklingen i vores område og samtidig fremme grøn transport?
Lad os få de forslag på bordet.
I SF tror vi på, at grøn omstilling og udvikling kan gå hånd i hånd. Det kræver ikke symbolpolitik – det kræver vilje til at stille krav og tage ansvar.



