Sønderborg Folkeuniversitet inviterer til endnu et foredrag om håb. Denne gang om håb i psykologisk forstand – og det er cand. theol Henriette Heide-Jørgensen, der holder foredraget i Alsion den 21. maj klokken 17:30.
Håbet er både regressivt og finalt – for at bruge to psykoanalytiske udtryk. Regressivt betragtet er håbet forbundet med menneskets allertidligste liv, dér, hvor vi formes som individer, dér, hvor vores arbejdsmodeller for os selv og livet i verden bliver til.
Det skriver fo0lkeuniversitetet.
Det former vores håb og dets drømme, men i sig selv er håbet fremtidsrettet: Det er jungiansk udtrykt finalt, dvs. det har med menneskets selv-virkeliggørelse at gøre, og frigør os fra det, der binder os, så vi kan blive os selv. Men med til et realistisk håb hører også, at man erkender virkeligheden, som den nu engang er.
I en bevægelse mellem at skue tilbage til individets tidligste liv og skue frem til den potentielle selvudfoldelse vil foredragsholderen uddybe disse forståelser og præsentere forskellige psykoanalytiske, jungianske og eksistenspsykologiske teoretikeres syn på håb.
Foredragsholderen, ph.d Henriette Heide-Jørgensen, er uddannet cand.theol. fra Aarhus Universitet og har virket som præst i Folkekirken siden 1991. I 2006 afsluttede hun uddannelsen til jungiansk analytiker ved Junginstituttet i København.
Køb billet via Sønderborg Folkeuniversitets hjemmeside.




