Lokalhistorisk Arkiv for Sønderborg, Dybbøl og Ulkebøl fortæller:
Med marinestationens oprettelse fra 1906 fordoblede Sønderborg sit indbyggertal. Nye gader og huse skød op overalt. Marinens folk byggede tre kvarterer: Villaerne ved Engelshøjsgade til marinens ledere, en haveby i engelsk stil på Jomfrustien til dæksofficererne og en lejekaserne i Helgolandsgade til underofficererne.
Nybyggeriet omfattede også et kejserligt bordel, der blev opført og indrettet i 1911-12 på Lyshøj så officererne kunne få stillet deres behov. Bordellet var også tilgængelig for byens borgere og det fik navnet Port Arthur efter en tysk koloni i Kina og indstillede sin virksomhed med revolutionen i 1918.
Der skulle samtidig – på hjørnet af Helgolandsgade og Jomfrustien også – have befundet sig et bordel til det laverestående marinemandskab.
Officersbordellet fik statsautorisation med lægesyn og det hele i Arnkilsgade 38. Når officererne havde hygget sig i Rathauskeller i den indre by sammen med byens spidser, så gik turen i international forbrødring til ud til Port Arthur, hvor restauratør Harry Leopold Hirsch diskede op med en bid brød og en dram- før eller efter!
Lyshøj
Med genforeningen i 1920 skiftede ejendommen ejer og identitet og syv prominente borgere i Sønderborg besluttede den 11. oktober på et møde at oprette en forening med navnet Sønderborg Amts Børnehjem også kaldet Lyshøj. På samme møde besluttede foreningen at købe huset.
I en lang årerække var den kendte amtmandinde Ingeborg Refslund Thomsen, datter af den endnu mere kendte sønderjyske politiker H.P. Hansen, formand for bestyrelsen. Den sidste formand var pastor Andreas Davidsen.
I henhold til vedtægterne var institutionens formål: Ved bidrag fra det offentlige og fra private, foruden ved betaling for børnene, i denne ejendom at optage spæde børn fra Sønderborg by og amt, som enten intet hjem havde, eller som i deres hjem ikke kunne få den fornødne opdragelse, ernæring og pleje. Børnene kunne optages indtil de var fire år gamle. I 1932 blev der også aftalt med Amtssygehuset at sygehuset sender de børn , som fødes på sygehuset til Lyshøj, når de skulle anbringes i pleje. Fra børnehjemmet søgte børnene om at blive bortadopterede. I vedtægterne stod der også at børn, der havde hjemsted uden for Sønderborg Amt kan også optages.Ethvert spædbarn, som ønskede at blive optaget på børnehjemmet , skulle medbringe: Sundhedsattest, dåbsattest – evt. fødselsattest, 12 bleer, 6 børnetrøjer, 6 skjorter, 6 par bomuldsbenklæder – strikkede – 6 par strømper, 2 sæt fodtøj,
Skulle man ønske at børnehjemmet anskaffede det nødvendige udstyr, så kostede det 40 kroner.
Plads til 35 børn
Børnehjemmet havde plads til 35 børn og tre eller fire mødre, som kunne få arbejde ved rengøring, i køkkenet og vaskeriet, og således kunne være hos deres børn. Personalenormeringen var i mange år: Forstanderinden, to assistenter – den ene skulle være sygeplejerskeuddannet – otte barneplejeelever plus nogle praktiske medhjælpere.
På et bestyrelsesmøde 1921 fremgik det, at folk havde svært ved at betale 50 kroner månedligt for hvert barn på hjemmet, så man besluttede at nedsætte betalingen til 40 kroner om måneden. På et andet bestyrelsesmøde konstaterede man, at et barn led af medfødt syfilis, skønt han blev holdt smittefri. Barnet blev derfor for øjeblikket anbragt på Amtssygehuset. Bestyrelsen vedtog, at man ikke burde tage barnet tilbage, da sygdommen når som helst kunne bryde op og forvolde store problemer.
Fra 1937 til 1967 var Sigrid Thorhauge, blandt venner kaldet moster Thorhauge, leder af institutionen. Hun var grundtvigianer, og hendes nationale sindelag kunne føre til sammenstød med Ingeborg Refslund Thomsen, der mere repræsenterede den officielle samarbejdspolitik. Sigfrid Thorhauge var ubestridelig dygtig, men kunne have visse gnidninger i forhold til de sygeplejeuddannede aisstenter, som skulle være der, fordi Thorhauge ikke selv havde en uddannelse.
Der var meget legetøj til børnene. Kosten var god- også under besættelsen. ‘Krybber’ – kasser der fungerede som senge – blev sat under et halvtag i bygningens venstre ende, så børnene kunne sove til middag i de fri. I haven var der legemuligheder for børnene. Børnehjemmet havde også en stor trækvogn med plads til fem-seks børn. I den kunne børnene trækkes en tur af to barneplejeelever, når lejlighed bød sig.
Man kunne således se børnene i trækvognen, når de nogle gange blev trukket igennem byen. Fra syv aften til syv morgen var der kun en medarbejder til næsten 40 børn. Når dagvagten så mødte op, så var børnene allerede blevet skiftet. Så var der morgenmad – og senere morgensang og bøn med de større børn.
Ejendommen indeholdt blandt andet en spædestue, en kravle stue for ½ til 1-årige og en storstue for de største af børnene. Der blev også indrettet en stue for de for tidligt fødte børn. De fleste på institutionen var børn af danske piger og tyske soldater og kom fra fødeafdelingen Kongevejshospitalet Denne internationale forbindelse var tys-tys under besættelsen og børnene fik da heller aldrig besøg.
Svær tid for børnene
Personer der havde ansættelse på institutionen under besættelsen havde en vanskelig opgave idet de pågældende spædbørn, der jo var uskyldige, ikke blev mødt med empati eller forståelse, men lige det modsatte. Elna Hansen – Dall – var barneplejeelev under besættelsen, og kunne bekræfte ovennævnte. Den offentlige person, der viste mest empati og forståelse over for spædbørnene, var pastor A. R. Granum-Jensen, hvilket min mor aldrig glemte ham for.
13 dagbørn og 13 døgnbørn
I 1952 blev bygningen ombygget og i 1953 blev den nye bygning indviet. I 1972 fik hjemmet godkendelse til at modtage dagbørn, således at normineringen nu blev 13 dagbørn og 13 døgnbørn. Denne ændring skyldtes at behovet for anbringelse af spædbørn, som institutionen oprindeligt var beregnet til at modtage, i den sidste halvdel af 1960erne var stærk faldende, som følge af stærkt forbedrede sociale vilkår for enlige mødre. Imidlertid var udgiften per barn blevet betydelig højere på en daginstitution end i en vuggestue. I 1977 sluttede derfor kapitlet om børnehjemmet Lyshøj.
På grund af sin alder og dårlige vedligeholdelse blev bygningen derefter revet ned.
Kunne stjernerne sladre, så ville de fortælle om de mange skæbner, der blev beseglet på Lyshøj. Det ville blive en fortælling om erotik, brunst, umenneskelighed og ydmygelse, men også en historie om spæde spirer, der trods vanskelige startbetingelser, voksede op og blev til levende mennesker, takket være den dygtighed, menneskelighed og varme, der hjalp dem på vej!
Artiklen er redigeret af Jens Dall
Kilde henvisninger: Sønderjysk Månedskrift 3-92 og barneplejeelev Elna Hansen – Dall.
