Jan Prokopek Jensen sidste Frivillighedsfest

Jan Prokopek Jensen sidste Frivillighedsfest
Jan Prokopek Jensen sidste optræden ved Frivillighedswesten. Foto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Fredag aften var byrådsmedlem Jan Prokopek Jensen fra Socialdemokratiet med til at servere til Frivillighedsfesten for sidste gang og han kan have gået og tænkt lidt på, at Frivillighedsfesten var en idé han selv fik gjort til virkelighed, da han var borgmester i den tidligere Nordborg Kommune.

Nært & Nyt spurgte Jan Prokopek, om det ikke er lidt mærkeligt for ham, han ikke skal i valgkamp?

“Efter 10 valgkampe og 44 år i lokalpolitik – og de 32 af årene uafbrudt, så synes jeg, tiden er inde til at sige farvel. Mange af de udfordringer, som ligger og venter, de ligner dem, som jeg tidligere har været med til at løse. Tingene kører i ring og så tænker jeg, at der skal nye kræfter til”, siger Jan Prokopek Jensen til Nært & Nyt.

Jan Prokopek gik ind i politik for at hjælpe de ‘svage’,  dem, som ikke kan tale deres sag. Altså børnene, de syge og de handicappede og de ældre.

“Det gør mig glad, jeg har været med til at hjælpe rigtigt mange, selvom ikke alting gik, som jeg gerne ville. Staten, regionen og kommunen er svære at være oppe imod og det er ikke altid, at de gode argumenter vinder. Vi mistede sygehuset til Aabenraa og at sygeplejeskolen flyttede, det gør, at der mangler 1.000 kvinder mellem 20 og 29 år i kommunen i forhold til antallet af mænd i samme alder”.

En ære at blive valgt

“Det er en stor ære at være folkevalgt. At få lov til at være borgmester i 12 år er og har været et stort privelegie. Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker  som Bitten Clausen, Kongefamilien og besøg på Kongeskibet og Gråsten Slot, Lene og Bent Jensen. Fantastiske medarbejdere og kommunaldirektører – det store hjerte og energien hos Jørgen Eriksen – kreativiteten og fantastiske talegaver hos Lisbeth Binderup og det største ledertalent hos Tim Hansen””, siger Jan Prokopek Jensen.

“Og jeg synes, min indsats gjorde, at vi fik færgen Bitten, akutbilen til Nordals og Frivillighedsfesten. Og jeg har også del i de tre fyrtårne i den nye kommune: Byens Havn, ProjectZero og Turismen”.

Han slutter med et råd til andre politikere: Vær tro mod dig selv, din familie og dit parti. Vær også tro mod dine drømme”.

Han selv får anderledes dage med mere tid til sine fem børnebørn, som bor indenfor en radius af 10 km.

“Jeg passer fem haver og så er jeg stadig aktiv i A-teamet, som vedligeholder Guderup Idrætsanlæg en gang ugentligt året rundt”.

Læs også...  Færgen Bitten Clausen er slidt - men færgefarten skal bevares

GÅET GLIP AF .. ?