Læserindlæg: Collateral damage a la Trump?

Læserindlæg: Collateral damage a la Trump?
Foto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Partimedlem Jørgen Jørgensen, SF, skriver:

En seriøs og normal tænkende politiker, netop nyvalgt til Byrådet, ville nok have bedt forvaltningen om en evaluering af Integrationsrådets arbejde og betydning, før man foreslog at nedlægge det. Det ville jo have givet mulighed for at justere på rådets eventuelle fejl og mangler, for at forbedre deres rådgivende indsats, hvis det var det, man havde som politisk dagsorden. Men det er ikke Danmarksdemokraternes og Niels Sørensens dagsorden.

Formålet er helt åbenlyst, at bruge byrådsarbejdet som en populistisk hetz mod indvandrerne. For efter Niels Sørensens opfattelse er det helt galt med integrationen her i Sønderborg. De tilpasser sig ikke vores kultur og danske værdier, mener han, og videre: ‘integration er et personligt ansvar, og at vi forventer, at folk, der kommer til vores land, tilpasser sig vores værdier og står til rådighed for arbejdsmarkedet’.

Nej nej og atter nej. Integration er ikke kun et personligt ansvar. Det er et tovejs ansvar, idet det også påhviler det omgivende samfund at gøre en vellykket integration mulig. Gennem anerkendelse. Alle mennesker har brug for anerkendelse i de personlige, sociale og samfundsmæssige forhold, for at udvikle både selvtillid, selvagtelse og et selvværd. Uden anerkendelse ingen integration. Mange minoritetsgrupper savner denne anerkendelse.

Sammen med de andre de partier i den konstituerende flertalsgruppe, brugte SF meget tid på at diskutere, hvordan byrådet politisk kunne arbejde endnu mere åbent og inddragende i forhold til borgerne. Således at de berørte borgere, meget tidligt i forløb, før den politiske behandling, kunne være med til at kvalificere byrådets beslutninger. Det kom der nogle fine tanker og formuleringer om ind i konstitueringsaftalen, som det bliver spændende at se komme til live.

Men allerede nu eksisterer der uden for byrådet en række nyttige råd, hvoraf integrationsrådet er et af dem. Det har efter SF’s opfattelse noget med byrådets anerkendelse af specielle gruppers legitime interesse at gøre. I inddragelsen som dialog og sparingsparter ved udarbejdelse af et kvalificeret politisk beslutningsgrundlag ligger der også en anerkendelse.

Vi har mange råd, lidt fra hoften kan nævnes, ældrerådet, handikaprådet, ungdomsrådet, kunstrådet, vækstrådet, integrationsrådet, udsatterådet, musikrådet, og sikkert flere. Der er nok at tage af, hvis Danmarksdemokraterne vil nedlægge råd. Og på de fleste områder kan der sikkert findes problemstillinger, som nogen ville synes kunne/skulle føre til en nedlæggelse af det pågældende råd.

Men vores demokrati ville blive fattigere, hvis ikke politikerne vil anerkende og inddrage borgerne. At Danmarksdemokraterne ikke vil anerkende og inddrage de mennesker, de anklager for ikke at ville integrere sig, er skuffende. Men det var jo heller ikke meningen, Integrationsrådet bare skulle ofres på Danmarksdemokraternes populistiske dagsorden, koste hvad det ville.

Collateral damage a la Trump?

Læs også...  Læserindlæg: De mindre byer fortjener bedre

GÅET GLIP AF .. ?