Byrådsmedlem Susanne Blegvad Posselt, SF, skriver:
Jeg er enig med Kim Bækdal Agerley i, at landmænd fortjener respekt. Jeg er selv vokset op på en gård i marsken, hvor jeg lærte, hvor meget arbejde, ansvar og omsorg der ligger bag det at drive et landbrug.
Men landbruget har også ændret sig. Mange bedrifter er blevet større, og produktionen er blevet mere intensiv. Det stiller større krav til, hvordan vi passer på naturen, vores vandmiljø og vores drikkevand. Det er ikke en kritik af den enkelte landmand. Det er en udvikling, vi er nødt til at forholde os til.
Jeg er også enig med Kim Bækdal Agerley i, at vi skal tage alle kilder til forurening af vores grundvand alvorligt. PFAS, gamle industrigrunde, lossepladser og andre forureningskilder skal vi selvfølgelig også gøre noget ved.
Omkring vores drikkevandsboringer har kommunerne siden 2019 arbejdet med frivillige aftaler med lodsejerne. Målet var, at vi skulle være i mål i 2022. Det lykkedes mange steder, men ikke alle. Derfor kan kommunerne nu give påbud, hvor en frivillig aftale ikke er blevet til noget. Det handler om de boringsnære beskyttelsesområder, BNBO.
Regeringens forslag handler om et sprøjteforbud i de sårbare områder, hvor vores grundvand dannes. Det vil især få betydning for landbruget, fordi en stor del af de berørte arealer er landbrugsjord.
Kim Bækdal Agerley kalder det et stort indgreb. Jeg ser det som en konsekvens af, at den frivillige model ikke har fået os helt i mål. Vi har givet den frivillige løsning en reel chance. Når den ikke har været nok, er vi også nødt til at handle.
Jeg savner samtidig et svar fra Liberal Alliance. Hvis partiet ikke mener, at påbud i BNBO og et sprøjteforbud i de sårbare grundvandsdannende områder er den rigtige vej, hvordan vil de så sikre, at vi kommer helt i mål med beskyttelsen af vores drikkevand?
De berørte lodsejere bliver kompenseret. Den regning betaler vi som fællesskab, fordi rent drikkevand er en fælles opgave. Derfor synes jeg også, det er rimeligt, at vi gennemfører den beskyttelse, der er nødvendig.
Jeg ønsker ikke en debat, hvor landmænd gøres til syndebukke. Men jeg ønsker heller ikke en debat, hvor nødvendige krav til beskyttelse af vores drikkevand bliver fremstillet som urimelige angreb på et helt erhverv.
Jeg tror på, at mange landmænd gerne vil være en del af løsningen. Derfor håber jeg også, at vi kan have en debat, hvor vi både viser respekt for landbruget og tager ansvar for naturen, vores drikkevand og de kommende generationer.


