Folketingskandidat Timm Bøttger, SF, skriver:
Danmark er mere end København, Aarhus og Odense. Alligevel kan det nogle gange føles, som om den politiske opmærksomhed stopper dér.
I mange mindre byer ser virkeligheden anderledes ud. Den lokale butik lukker. Skolen bliver presset. Og nogle ældre sidder tilbage i huse, som kan være svære at sælge. Hvis vi vil have et Danmark i balance, kræver det politiske beslutninger.
Derfor er jeg glad for, at SF er kommet med et landdistriktsudspil, som skal være med til at sikre et trygt Danmark – også uden for de største byer. Vi vil blandt andet styrke landsbyskoler og daginstitutioner, hjælpe lokale butikker og sikre bedre muligheder for kollektiv transport i de områder, hvor bilen i dag næsten er den eneste løsning.
For mig handler det i bund og grund om noget meget enkelt. Man skal kunne leve et godt liv i hele landet.
Her i Sønderjylland ved vi, hvor vigtigt det er med stærke lokalsamfund. Når der er en skole, en daginstitution og et aktivt foreningsliv, så er der liv i byen. Når de forsvinder, bliver det sværere for både unge familier og ældre at blive boende.
Danmark skal ikke kun udvikles i de største byer.
Det skal udvikles i hele landet.



