Læserindlæg: Skandalen om SONFOR Varme

Læserindlæg: Skandalen om SONFOR Varme
SONFORs hovedkvarter. Arkivfoto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Byrådskandidat Jørgen Jørgensen, SF, skriver:

I dag, tirsdag, stiger fjernvarmeprisen voldsomt for 3.500 familier på Nordals. Med næsten 4.000 kr./år, for en familie i et hus på 150 m2.. Det er så fjerde gang vi oplever prisstigninger. Siden 2021 med over 100 procent.

Ikke så sært at vreden er stor her på Nordals. Frustrationen over at ingen tilsyneladende vil påtage sig et ansvar, er ligeledes stor. Selvom ‘gravergruppen’ løbende har delt resultater fra gravearbejdet, møder vi stadig spørgsmålet: Hvad er gået galt, og hvem har ansvaret? Og ikke mindst, hvordan får vi prisen ned?

I gravergruppen har vi efterhånden afdækket så mange besynderlige og stærkt kritisable forhold, at det kan være svært, at bevare overblikket. Uden her at gå i detaljer, er der flere forhold der springer i øjnene som stærkt kritisable.

For det første er det SONFORs lukkethed. Den er storslem. Virksomheden er omfattet af offentlighedsloven, men viljen til at demonstrere åbenhed og gennemskuelighed i beslutningerne, som et formål i sig selv, er en by i Rusland. Hvis dagsordener, vedhæftede bilag og beslutningsreferater havde været håndteret på samme måde som i Byrådet, havde vi i gravergruppen sluppet for meget af vores detektivarbejde med at søge aktindsigt og vente på interne referater. Det er ret uforståeligt, at bestyrelsen har accepteret de arbejdsvilkår.

Dernæst er det udrulningen af fjernvarmen, hvor det overordnede billede er amatørisme. Manglende styring og risikofyldte beslutninger. Det har ikke været muligt at få fuldt indblik i aftalen med SONFOR Resort varme. Men varmepumpen er ikke i drift endnu, så halmfyret har leveret al varme til resortet. Har det haft nogen betydning for varmeprisen? Vi ved det ikke.

Beslutningen om udrulningen af fjernvarmen til Guderup – med anlæggelse af røret fra Lunden til Guderup – hvilede på et alt for optimistisk grundlag. Katastrofalt at man ikke på forhånd havde sikret sig Linaks tilslutning. Og at man samtidig, med en noget anløben moral, bad familier i Guderup om at tegne kontrakt på ‘annoncetilbuddet om billig og grøn varme’. For derefter at hæve prisen. Det kan kun kaldes bondefangeri. Skandaløst.

Og hvem har så ansvaret for hele miseren. Det har SONFORs bestyrelse med Ellen Trane Nørby i spidsen som bestyrelsesformand og så selvfølgelig den daglige ledelse, som har det operative ansvar. Har Byrådet så ikke et ansvar? De har i hvert fald en tilsynsforpligtigelse. Men det virker som om, der er en krig. Et mere mildt ordvalg ville være manglende samarbejde mellem ledelsen i SONFOR og Byrådet.

Alene det faktum at Sonfors ledelse med Ellen Trane Nørby i spidsen havde tre ansøgninger om økonomisk hjælp til SONFOR Varme på sidste uges dagsorden i Økonomiudvalget – og som de givetvis på forhånd vidste ville blive afslået – illustrerer en eller anden form for magtkamp. Et kluntet forsøg på at tildele Byrådet ansvaret for det kuldsejlede fjernvarmeprojekt. Let gennemskueligt.

Hvad er så løsningen? Hvornår få vi billigere fjernvarme på Nordals? Det gør vi når SONFOR Varme bliver fusioneret med Sønderborg Varme. Det giver en øjeblikkelig mulighed for billigere lån, og en lavere garantiprovision fra kommunen, fordi Sønderborg Varme er forbrugerejet. Og så er Sønderborg Varme et effektivt drevet varmeselskab med flere varierede energikilder.

Det bliver det nye byråds vigtige opgave, at vælge fem nye politikere til den nye SONFOR-bestyrelse, som har den vigtige opgave at fusionere SONFOR Varme ind i Sønderborg Varme. Nu ingen slendrian, fokusér på opgaven.

 

Læs også...  Debat: Sådan finder vi 100 millioner i Sønderborg Kommune
Politisk annonce – Socialdemokratiet
POLITISK REKLAME
Sponseret af Socialdemokratiet
(Kommunalvalg 2025)

GÅET GLIP AF .. ?