Fra i dag, mandag, kan du købe fyrværkeri – og det sælges blandt andet fra telte på Ingolf Nielsens Vej og på Madehusvej i Sønderborg.
I teltene finder du et stort udvalg af sortimenter, raketter, batterier, bomberør, fontæner, junior, sjov og spas og sikkerhed & tilbehør.
Man skal være 18 år for at købe nytårsfyrværkeri og 15 år for at købe småt fyrværkeri – knaldperler, stjernekastere og bordbomber.
Ifølge reglerne må privatpersoner først sende raketterne til vejrs fra den 31. december – og til og med 1. januar.
Køber du allerede krudt inden affyringsperioden, lyder anbefalingen fra Sikkerhedsstyrelsen, at du opbevarer dit fyrværkeri tørt og ikke for varmt, indtil det må tages i brug den sidste dag i året.
Styrelsen opfordrer også til, at man som forbruger køber sit fyrværkeri ved et officielt salgssted og tjekker, om fyrværkeriet er lovligt.
Der er tre ting, man som forbruger kan tjekke på sit fyrværkeri: Det skal have CE-mærke, en brugsanvisning på dansk og så skal der være advarsler og anbefalinger til sikkerhedsafstande.


