Mandag sættes et dansk-tysk samarbejde om Flensborg Fjord i gang med en sejltur på fjorden for ministre, kommunale repræsentanter, folk fra landbrug og naturforeninger m.m. Efter turen er der møde på Sønderborg Slot og det skal være starten på et nyt samarbejde, som skal styrke den fælles forpligtelse til at genoprette livet og vandmiljøet i Flensborg Fjord.
Fra dansk side er der en interesse i at indvi de tyske repræsentanter i grundtankerne bag det meget lokalt funderede trepartsarbejde, fordi man i Tyskland er mere vant til, at miljøindsatser udstikkes ovenfra, skriver Ministeriet for Grøn Trepart. For at få fjorden i bedre økologisk tilstand er det oplagt at etablere et mere koordineret og afstemt samarbejde på tværs af grænsen.
Til mødet vil blandt andre ministeren for Grøn Trepark, Jeppe Bruus, være til stede, ligesom en lang række andre repræsentanter fra Sønderborg Kommune, Naturfredningsforeningen og Tyskland også vil være der.


