Sønderborg Kommune har siden oktober 2022 arbejdet med projekt Firkløveret, hvor formålet er at øge borgernes medbestemmelse og livskvalitet i hjemmeplejen. Projektet har betydet, at borgernes ønsker og behov er kommet i centrum, når hjemmeplejen kommer forbi.
Det handler om, at borgerne skal kunne sige til og fra, og at deres drømme og håb bliver lyttet til. Mange, som får hjælp, fortæller, at de er blevet gladere for hjælpen, føler sig mere hørt og kan klare flere ting selv, skriver kommunen.
Samtidig oplever de ansatte i hjemmeplejen, at deres arbejde giver mere mening, fordi beslutningerne bliver taget sammen med borgerne i stedet for at gå gennem en masse papirer og regler.
”Med Firkløveret har vi taget et stort skridt mod at gøre borgeren til ekspert i sit eget liv. Vi kan allerede nu se, at borgerne oplever større tilfredshed og mere selvbestemmelse, og at medarbejderne får mere mening i arbejdet. Det er et stærkt eksempel på, at vi sætter værdighed og livskvalitet i centrum – i tæt dialog med borgeren, som modtager af hjemmehjælp”, siger formanden for Social, Senior og Handicapudvalget, Stefan Lydal.
Erfaringerne fra projektet betyder også, at hjemmeplejen og visitationen samarbejder på nye måder, som de bruger i helhedsplejen. Dialogen med borgeren er i centrum, så borgeren kan træffe flere beslutninger selv, og der bliver også kigget på, hvad borgeren har af ressourcer i netværk eller nærmiljø, som kan være med til at give borgeren mere frihed.
”Projektet har vist, at tættere samarbejde og dialog mellem borgeren, netværket og hjemmeplejen giver bedre løsninger. Vi er stolte af, at vi er lykkedes med at give borgerne mere frihed til selv at bestemme – det styrker både borgernes og medarbejdernes tilfredshed”, siger næstformand Vivi Brit Nielsen.
Firkløveret har også været en rigtig god øvebane på vej til den nye ældrelov og passer godt til kommunens vision om, at alle skal have mulighed for det gode liv. Fremover bliver de nye arbejdsgange en fast del af hjemmeplejen.



