Kulturminister Zenia Stampe har netop beskikket det nye Sydslesvigudvalg. Samtidig er folketingsmedlem Benny Engelbrecht blevet genudpeget som formand for udvalget.
Det nye Sydslesvigudvalg har følgende medlemmer:
Formand Benny Engelbrecht, MF, Socialdemokratiet
Anni Matthiesen, MF, Venstre
Frida Bruun, MF, Moderaterne
Helena Artmann Andresen, MF, Liberal Alliance
Jørgen Kvist, MF, SF
Simon Faber, udpeget af DF
Theis Kylling Hommeltoft, Socialdemokratiet
” Jeg ser frem til samarbejdet i udvalget med både nye og erfarne kræfter. Jeg glæder mig over, at det nyvalgte Folketing allerede har udvist stor interesse for det danske mindretal og hele det dansk-tyske grænseland med den orienteringsrejse, der blev gennemført i juni på initiativ af Folketingets formand. Det er jeg sikker på vil give Sydslesvigudvalget et godt udgangspunkt for vores arbejde”, siger Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse.
Simon Faber siger:
”Det er en meningsfuld opgave at varetage, og jeg håber sammen med resten af udvalget at kunne bidrage til et fortsat velfungerende samspil mellem Folketinget og det danske mindretal i Sydslesvig”.
”Som helt nyvalgt medlem af Sydslesvigudvalget glæder jeg mig meget til arbejdet. For os, der bor i grænselandet, er forbindelsen til Sydslesvig ikke bare et spørgsmål om historie, men om levende fællesskaber på tværs af grænsen”, siger Theis Kylling Hommeltoft fra Aabenraa.
Om Sydslesvigudvalget
Sydslesvigudvalget består primært af folketingspolitikere og virker som bindeled mellem det danske mindretal i Sydslesvig og Folketinget.
Sydslesvigudvalget deler tilskud ud til aktiviteter til gavn for det danske mindretal i Sydslesvig.
Sydslesvigudvalget kan rådgive regeringens ministre om ordninger på deres områder, der vedrører det danske mindretal i Sydslesvig.



