I denne og den kommende uge sætter MadBanken Sønderborg og Nordals Skolen igen frivillighed på skoleskemaet.
Eleverne i 7. klasse får en særlig oplevelse, når de sammen med MadBankens frivillige oplever, hvordan frivilligt engagement både kan være med til at reducere madspild og samtidig hjælpe økonomisk trængte borgere i lokalsamfundet.
Det skriver Frivillighedens Hus.
Den kommende onsdag og onsdag i næste uge besøger eleverne MadBanken i Frivillighedens Hus, hvor de hører om arbejdet med at redde overskudsmad, som ellers ville være blevet kasseret. Samtidig får de indsigt i, hvordan frivillige gør en konkret forskel for mennesker, der har brug for en håndsrækning i hverdagen.
”Formålet er at give eleverne en forståelse for, hvordan frivillighed kan skabe værdi både socialt og bæredygtigt. De oplever, at selv små handlinger kan gøre en stor forskel”, fortæller frivillighedskonsulent Johnny Gammelgaard Alfsen.
Eleverne hjælper blandt andet med at sortere madvarer og deltager i uddelingen af overskudsmad til de 70-80 borgere, som normalt møder op i Frivillighedens Hus. Her oplever de glæden ved at hjælpe andre og mærker, hvordan frivilligt arbejde kan skabe både mening, ansvar og fællesskab.
Forløbet kombinerer bæredygtighed, social ansvarlighed og frivillighed i praksis og giver eleverne konkrete erfaringer med at gøre en positiv forskel for både miljøet og andre mennesker.
Formålet
Initiativet skal give elever mulighed for at møde foreninger og organisationer, der arbejder med frivilligt socialt arbejde og støtte til borgere, som har brug for hjælp i hverdagen.
Målet er at give eleverne en forståelse for, hvilken betydning frivilligt engagement kan have – både for den enkelte og for fællesskabet – og samtidig inspirere dem til selv at engagere sig som frivillige i fremtiden.

