Slesvigsk Parti åbner valgkampen med en sang

Slesvigsk Parti åbner valgkampen med en sang
Liv Asmussen synger valgsangen. Pressefoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Kommunalvalgkampen 2025 er officielt skudt i gang hos Slesvigsk Parti. Med udgivelsen af den nye valgsang, ‘Æ Liebeserklärung’ markerer det sønderjyske parti 100 dage til valget starten på valgkampen og sætter fokus på at øge partiets synlighed i hele Sønderjylland.

Det er kommunalvalgets første valgsang på landsplan – skudt af sted direkte ind i vælgernes hjerter, skriver partiet i en pressemeddelelse.

Den nye sang er en musikalsk kærlighedserklæring til Sønderjylland og blev præsenteret for første gang ved Knivsbjergfesten i juni. Musical-sangerinden Liv Asmussen fra Bylderup-Bov fremfører sangen, mens Leif Curdes fra bandet Sihav bidrager med en rapsekvens baseret på partiets første valgsang, ’Sæt X ve æ SP’ fra 2005. Han er selv blandt partiets topkandidater og dermed på stemmesedlen, når der sættes kryds til november. Liv Asmussen har gået på Musikskolen i Holstebro og har senest læst videre i Aalborg. Nu er hun optaget på den renommerede Stage School i Hamborg, hvor hun kommer til at gennemgå en treårig musik- og theateruddannelse. Valgsangen bygger på poetry-slammer Rasmus Rhodes digt fra 2020.

“Med ‘Æ Liebeserklärung’ skyder vi valgkampen i gang og viser, at SP er synlig og til stede i hele landsdelen”, siger partisekretær Ruth Candussi.

”Valgsangen er både en kærlighedserklæring og en kampklar melding. Jeg rapper for Sønderjylland – og jeg stiller op for at gøre en forskel for vores fællesskab”, supplerer Leif Curdes.

‘Æ Liebeserklärung’ er den sjette valgsang i rækken og fortsætter en tradition, der begyndte i 2005. Den vil løbende blive brugt på sociale medier, i kampagnevideoer og ved lokale events frem mod kommunalvalget den 18. november.

Du finder valgsangen her på Slesvigsk-parti.dk

Æ Liebeserklärung

Hør; vadehavets vind

sætte sig i sønderjydens sind,

som sort sol der suser i kroppen,

som tangloppens loppende hoppen

fra kyst til kyst, fra nord til tysk,

fra pæredansk til sønderjysk

når Verdens gang er Verdens gang

der skåles blidt i fuglesang

mens tyske børn med sandslotsand

lejer deres lærkeland

og bøgetræet, hjertet, kinden

stryges let af vestenvinden,

hvor blide bakker bølger

eg og bøg hinanden følger

spidsbuer spirer mod himlen

og fjende blev ven i vrimlen

ved vi, at vi er i live

nok lidt små og lidt naive,

takker vi det grænseland,

der lærte os hvad fællesskab kan.

Læs også...  Kommunen investerer i forbedringer på fire skoler og en SFO

GÅET GLIP AF .. ?