Slesvigsk Parti: Flensborg Fjord kan blive et grønt UNESCO-fyrtårn i grænselandet

Slesvigsk Parti: Flensborg Fjord kan blive et grønt UNESCO-fyrtårn i grænselandet
Flensborg Fjord. Arkivfoto · af: Bo Bach Jensen

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Flensborg Fjord rummer potentialet til at blive et UNESCO Biosfæreområde. Det fastslår den rapport, som et såkaldt §17, stk. 4-udvalg i Aabenraa Kommune har lavet og byrådet netop har godkendt. Rapporten peger på fjorden som et helt særligt landskabs- og kulturområde.

En UNESCO-udpegning vil ikke blot anerkende fjordens enestående natur og kultur. Den vil også skabe en stærk ramme for fremtidig bæredygtig udvikling, styrke samarbejdet på tværs af grænsen, give området international synlighed og bidrage til lokal identitet og sammenhængskraft. Det var bl.a. Slesvigsk Parti, der tog initiativ til samarbejdet om fjorden på tværs af grænsen. Derfor glæder det partiets Stephan Kleinschmidt, byrådsmedlem og medlem af udvalget, at rapporten nu peger fremad:

“Rapporten viser tydeligt, at Flensborg Fjord har de nødvendige kvaliteter til at blive et UNESCO-biosfæreområde. Tak til udvalgsformand Theis Kylling og udvalgets medlemmer for deres store engagement. Det er en vigtig milepæl, som giver os mulighed for at bygge videre på fjordens potentiale gennem fælles initiativer og grænseoverskridende samarbejde”, siger han i en pressemeddelelse.

Rapporten anbefaler, at Aabenraa Kommune sammen med Sønderborg Kommune, Stadt Flensburg og Kreis Schleswig-Flensburg tager næste skridt og indleder en fælles ansøgning til UNESCO. For Kleinschmidt er det et stærkt udgangspunkt for fremtiden:

“Mit håb er, at UNESCO-arbejdet bliver startskuddet til en stærk og varig samarbejdsstruktur i hele grænselandet, der omsætter visionen til konkrete handlinger til gavn for både natur og mennesker”, siger Stephan Kleinschmidt.

Også Slesvigsk Partis byrådsmedlem og borgmesterkandidat i Aabenraa Kommune, Erwin Andresen, fremhæver perspektiverne i rapportens konklusioner:

“Flensborg Fjord og Lillebælt skal igen være livsfyldte havområder. En UNESCO-udpegning kan styrke naturen, klimaet – og skabe arbejdspladser og investeringer i området”.

Begge opfordrer alle involverede parter til hurtigt at træde ind i processen og i fællesskab løfte ansvaret for fjordens vand- og naturkvalitet.

Læs også...  John Brandt trækker sig som spidskandidat og formand for SF
Politisk annonce – Socialdemokratiet
POLITISK REKLAME
Sponseret af Socialdemokratiet
(Kommunalvalg 2025)

GÅET GLIP AF .. ?