Det er ved at være på høje tid for de, der drømmer om af have en af træskulpturerne fra dette års Woodsculpture stående. Man søger om en skulptur ved at sende en motiveret ansøgning til woodsculpture@sonderborg.dk – og ansøgningsfristen er 3. maj.
Det er gratis at modtage en skulptur. Dog er der – vanen tro – en række krav:
Man er en kvalificeret ansøger, når et større antal borgere har adgang til at se skulpturen. Det kan for eksempel dreje sig om større virksomheder, offentlige institutioner, bysamfund, foreninger og lignende.
Som skulpturmodtager skal man også sørge for at sprede budskabet om WoodSculpture i sit lokalområde og deltage aktivt i symposiet på Slotskajen i Sønderborg.
Derudover forpligter modtager sig til at hente og opstille skulpturen, og man må ikke videregive den eller handle med den.
Følg med når træstammer forvandles til skulpturer
Fra den 14. til den 20. juni genlyder havnen i Sønderborg af liv, motorsave og stemmejern, når otte kunstnere fra hele verden saver og hamrer træstammer om til kunstfærdige skulpturer.
Det betyder også, at det nu atter er muligt at ansøge om at modtage en af de otte skulpturer, der vil blive til i ugens løb, skriver WoodSculpture og Sønderborg Kommune.
Kunstnerne skal arbejde ud fra årets tema, tegl. Dermed markerer WoodSculpture i år vort områdes stærke teglværkshistorie
Man kan læse mere på WoodSculptures hjemmeside.



