Frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen samt de frivillige brandmænd opfordres til at bære deres uniform på jobbet i Sønderborg Kommune onsdag den 24. september.
Kommunen håber, at ansatte i kommunen, men også ansatte i private virksomheder, trækker i uniformen på dagen for at skabe synlighed om de mange frivillige i uniform.
Det bliver tredje gang, der er ’Uniform på jobbet-dag’ i Danmark og Sønderborg Kommune. Beslutningen om at følge trop sammen med resten af landet om Uniform på jobbet-dag sker i naturlig forlængelse af, at Byrådet har vedtaget en veteran- og pårørendepolitik i juni 2023.
Sønderborg Kommune er samtidig støttevirksomhed til InterForce, der er en organisation tilknyttet Forsvarskommandoen. InterForce har et tæt samarbejde med den civile sektor med medarbejdere, der er en del af reservestyrken.
Ud over Danmark eksisterer ’Uniform på jobbet-dagen’ også i Sverige, Norge og England og dagen bliver altid markeret den sidste onsdag i september.


