STEAR blev stiftet for at skabe fremtidens arbejdspladser og sikre, at de lyseste teknologiske ideer bliver til levedygtige virksomheder med base i Sønderborg.
Sønderborg har en lang tradition for at udvikle innovative løsninger, hvilket afspejles i de store, lokale erhvervspionerer, samt et universitet, der uddanner fremtidens talenter.
“For at Sønderborg kan bibeholde førerpositionen, er det afgørende, at fremtidens virksomheder udvikles her. Netop dét arbejder vi i STEAR for hver dag, ved at være det naturlige bindeled mellem SDU, erhvervslivet og lokale investorer”, siger direktør Mikkel Christoffersen i en pressemeddelelse.
De nye pionerer
Gennem et specialiseret Accelerator-forløb udvikler og modner STEAR udvalgte techog energi-startups. Her får iværksætterne kontinuerlig rådgivning og adgang til potentiel investering, så de kan skalere deres forretning.
Fem lokale startups har allerede indgået aftale med STEAR om at indgå i Acceleratoren, og repræsenterer dermed næste generation af teknologiske løsninger, der skal være med til at løse udfordringer og skabe lokale arbejdspladser:
STEAR Sønderborg Energy & Tech Startups er stiftet af Bitten & Mads Clausens Fond og LINAK i et partnerskab med Sønderborg Kommune og Syddansk Universitet.
Tingster: Fremtidens app-drevne auktionshus, der gør køb/salg af brugtvarer lige så let som onlineshopping, gennem strømlinet software.
Nexus Solaris: Banebrydende teknologisk løsning til brug på solceller, der gør hele værdikæden i solcellebranchen mere sikker og pålidelig, ved at reducere energitab og risikoen for katastrofale fejl i solcelleparker.
Unplugged Energi: Indendørs solcelleteknologi, så hjemmets elektroniske komponenter kan betjenes via solenergi, for at gøre engangsbatterier overflødige.
2ai: Gør avancerede ai-løsninger til lokale SMV’er let tilgængelige.
DanCap: Kondensator, der løser kritisk energitab i effektelektronik.
“Rådgivningen, synligheden og det netværk, vi får i STEAR, har været uvurderlig under vores vækstrejse – som virkelig har raketfart på. Det har gjort udviklingen mere overskuelig og været med til at gøre vores succes mulig. Og så har vi også et fælles mål, nemlig at skabe lokale arbejdspladser. ” siger Morten Degn, stifter af Nexus Solaris.
Mikkel Christoffersen slutter af med et blik mod fremtiden:
“Med den nye, fysiske iværksætter-inkubator, vi åbner i marts 2026, gør vi miljøet for ambitiøse, innovative virksomheder endnu mere attraktivt. Vi er i dialog med en lang række af iværksættere, hvilket viser, at der er et enormt potentiale, der venter på at blive udfoldet yderligere, og det ser vi frem til at være med til at modne.”


