Jørgen Jørgensen, SF og borger i Lavensby, skriver:
Der står nogle indtryk tilbage efter en engageret diskussion i Byrådet om solcelleparken i Lavensby. Som bosiddende i Lavensby, er det ikke de brudte løfter fra Better Energy, om økonomisk merværdi til lokalsamfundet, der fylder mest. Det er Sønderborg Kommunes bevidste beslutning om ikke at ville inddrage Lavensby beboerforening i dialogprocessen. Det har været skuffende.
Hvorfor har Sønderborg Kommune en landdistriktspolitik med 36 landsbylaug spredt i kommunen, som man sætter penge af til og som man har bedt om at lave bæredygtige udviklingsplaner, men som man ikke vil høre på, når der sker en udvikling, der berører lokalsamfundet.
Byrådsdebatten om solcelleparken afslørede ret tydeligt, at politikerne ikke havde kendskab til de interne debatter og aktiviteter i lokalsamfundet, som fandt sted i regi af Lavensby Beboerforening med det formål at fremme den gode samtale og forhindre splittelse i lokalsamfundet.
Gennem orienteringer på generalforsamlinger, og møder i regi af beboerforeningen med såvel modstandere og tilhænger hver for sig, lykkedes vi med det vigtigste, at vi stadig i al fordragelighed kan være i stue sammen.
Sådan virker nærdemokratiet, når det bedst.
Så når flere politikere roste en harmonisk proces uden meget unødig støj, bør de sende rosen videre til Lavensby Beboerforening.
Flere indlæg fra politikere på byrådsmødet i går, udtrykte behovet for at drage læring af borgerinddragelsen ved opstilling af VE anlæg på land.
Og læringen er nærliggende og ligger lige for til dagligt brug: Frygt ikke nærdemokratiet. Vis anerkendelse og respekt for de lokale landsbylaug.

