Jane Brodersen og Knud Virkus har i mange år drømt om, at Bagergade i Sønderborg midtby bliver lukket for trafik – det vil nemlig gøre det meget billigere for dem at bo i deres hus, som har adresse på hjørnet af Bagergade og Bjerggade. Begge mærker tydeligt, at byer blev bygget til mennesker og ikke til biler.
“Der er rigtigt mange biler, som er kørt ind i vores hus, når de drejer fra Bjerggade og ind på Bagergade og hører vi en stor varebil eller en autocamper, så farer vi ud og holder øje med, de ikke kommer for tæt på vores husmur, tagrenden eller nedløbsrøret”, siger Jane Brodersen til Nært & Nyt.
Hun bor i huset sammen med Knud Virkus, der fortæller, at en stor del af dem, der rammer huset, de bliver på stedet og afleverer en seddel med deres navn og kontaktoplysninger.
“Og så er der også dem, der bare kører videre. Nogle af dem når vi at få registreringsnummeret på, men ikke dem alle – og når vi ikke har kontaktoplysningerne på dem, der laver skader på vores hus, så skal vi selv betale og det har vi gjort flere gange”, siger han.
Ved hoveddøren, som sidder i hjørnet af huset, er der to sten, der står som beskyttelse. Men de hjælper ikke, når det drejer sig om varebiler og autocampere.
“Vi har spurgt, om vi kan sætte nogle højere sten op, fordi det vil gøre, at de større biler ‘kun’ kører ind i stenene og ikke huset. Men det må vi ikke og kommunens forvaltning har ikke fundet en løsning, så vi slipper for de mange skader på huset”, siger parret, som ikke har tal på, hvor mange gange, det er gået galt.
“Men det er mange, rigtigt mange”.
Kirsten Bachmann, som er formand for Udvalget for Byudvikling, Landdistriker og Infrastruktur, vil kontakte parret og se på, hvad der kan gøres for, at der ikke hele tiden skal repareres skader på huset.



