Spidskandidat Kim Bækdal Agerley, Liberal Alliance, skriver:
Motivationen for at stille op til byrådet er forskelligt fra person til person – nogle er vokset op i et ungdomsparti, andre får motivationen fra foreningslivet og sådan har hver kandidat sin egen tilgang. For mig er det min søn Andreas.
Andreas er 18 år og er født med Angelman syndromet som gør, at han er udviklet som en 3-årig. Han har ikke noget sprog, men har ellers fuld motorik. Ja, skal man sætte et billede på ham, så kan man bedst beskrive ham som Quark fra Valhalla – bevæger sig noget kluntet, forsøger at gøre sig forståelig med tegn/fagter og har altid et stort smil på læberne.
Som forældre til et barn med et særligt behov, så er den første fase man støder på – erkendelsen. Erkendelse af at ens barn ikke er som alle andre og en accept af, at ens barn skal have støtte og hjælp i mindre eller større grad i perioder eller hele livet. Det er en følelsesladet periode, hvor man som forældre forsøger at tænke objektivt for ens barn. Synet bliver dog let sløret af følelser, som er sprunget ud af usikkerhed og bekymring.
For de fleste starter dernæst mødet med det kommunale, hvor man søger støtte, råd og vejledning. Lad mig inden jeg fortsætter slå fast, at gældende for alle faggrupper vi har haft berøring med ift. Andreas (pædagoger, lærere, socialrådgivere, psykologer m.m.) – så har vi KUN mødt kompetente, imødekommende og forstående personale. Men man står ofte tilbage med den følelse, at de omstændigheder og det miljø de arbejder under langt fra er optimale.
Andreas og Kim Bækdal Agerley
For Andreas’ vedkommende har det betydet, at vi ofte har fået ny socialrådgiver pga sygemeldinger. Vi havde et aflastningsforløb med så ringe forudsætninger at det måtte afbrydes og en udredning som kom alt for sent i Andreas´ forløb. En lang følelsesmæssig rejse, som er kogt ned på 3 linjer og som har fyldt meget i vores families hverdag de sidste mange år! Tager jeg de følelsesmæssige briller af, så kan de 3 linjer næsten virke ”harmløse”, men for en familie med et udsat barn, så kan selv små sten på vejen være uoverskuelige, og man står ofte tilbage med fornemmelsen af, at hvis man ikke er ressourcestærk og stædig – så kommer man ikke i mål. Der er helt sikkert andre familier der vil kunne berette om, at den tunge tilgang til det kommunale, har ført til tabt arbejdsevne og sygemeldinger.
Jesper Smaling – formand for børn & uddannelsesudvalget har i en artikel på Sønderborg Nyt d. 8. juni udtalt ; Antallet af elever med diagnoser er steget kraftigt de seneste 10 år”.
Det kan jeg ikke underbygge med fakta og ordet kraftigt er også et tal i elastikmål, men jeg er helt sikker på, at det er korrekt og det bliver også i samme artikel underbygget af KL, der forudser en prognose, at 30% af skoleelever i 2030 er segregerede elever – børn der modtager specialundervisning. Artiklens omdrejningspunkt er, at der er afsat øgede midler til netop at tilgå disse elever mere kompetent.
Mine følelser om et dårligt arbejdsmiljø og tunge procesgange, er blevet understøttet af henvendelser fra tidligere socialrådgivere i Sønderborg kommune – som ønsker at være anonyme. Deres beretninger vil jeg undersøge nærmere, og sammenholde med fakta fra de berørte forvaltninger.
Men….
Er det på tide, at gentænke hvorledes vi hjælper udsatte børn – både i forhold til den nuværende situation og de øgede diagnoser fremadrettet?
Skal diagnoser differentieres bedre fremover, så de rette kompetencer kommer barnet til gode?
Hvordan sikrer vi et bedre arbejdsmiljø og er sygefraværet for højt?
Hvordan sikres tid til opfølgning af hver familie?
Overholdes sagsbehandlingstiden?
Har Sønderborg de rigtige tilbud ift. aflastning og videreuddannelse af børn med særlige behov?
Antal familier pr. socialrådgiver?
Det er vigtigt for mig at fremhæve, at jeg ikke ønsker at pege fingre og at dette er ud fra mine oplevelser, bekendtes egne beretninger og henvendelser fra ansatte i forvaltningerne.
Men med udviklingen af antal diagnosticerede børn, stiger behovet for en ændring af det nuværende setup og jeg står tilbage med følelsen af, at struktur omkring behandling af udsatte børn, skal genbesøges og nytænkes!
Hvis du har lignende oplevelser/erfaringer – familier eller som ansat i forvaltningen – så hører jeg gerne fra dig på mailadressen kimagerleythomsen@gmail.com
