Debat: Frisæt folkeskolerne – for højere faglighed, bedre trivsel og mere frihed

Debat: Frisæt folkeskolerne – for højere faglighed, bedre trivsel og mere frihed
Jimmy Simonsen. Arkivfoto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Borgmesterkandidat Jimmy Simonsen, Venstre, skriver:

Folkeskolen er fundamentet for vores børns fremtid. Den skal give børnene de bedste muligheder for læring, udvikling og trivsel – og det kræver, at vi tør give skolerne mere frihed og mindre bureaukrati.

I Venstre Sønderborg ønsker vi at frisætte folkeskolerne, så beslutningerne træffes dér, hvor eleverne, lærerne og forældrene er – nemlig på skolerne selv. Skolebestyrelserne skal have større indflydelse på økonomien, pedelopgaver, vedligeholdelse og budgetter. Det giver ejerskab og frihed til at udvikle skolen efter lokale behov i stedet for at vente på central godkendelse fra forvaltningen.

Vi vil samtidig sikre bedre overgange fra børnehave til skole, så børnene får en tryg og sammenhængende start på skolelivet. Det kræver tæt samarbejde mellem dagtilbud og skoler – og lige vilkår for både kommunale og private dagplejere, børnehaver og skoler. Alle børn fortjener den samme gode begyndelse, uanset hvilket tilbud deres forældre vælger.

Venstre arbejder også for bedre transport og trygge skoleveje. Det skal være sikkert og nemt for børn og unge at komme til skole – uanset hvor i kommunen de bor. Derfor ønsker vi forbedringer af busdriften, et gratis ungdomskort og ordentlige forbindelser til alle skoler, både folke-, fri- og privatskoler. Transporten må ikke være afgørende for, hvilket skoletilbud en familie kan vælge.

Vi vil desuden sikre fri og lige adgang til kommunens fælles læringstilbud – herunder naturskolerne og svømmeundervisningen. Det er afgørende, at alle børn får mulighed for at opleve naturen og lære at svømme, uanset hvilken skole de går på.

Når vi taler om faglighed, handler det ikke kun om boglige fag, men også om trivsel, fællesskab og livsduelighed. Venstre ønsker mindre klasser og vil arbejde for to-voksen-ordninger, hvor lærere og pædagoger kan supplere hinanden i undervisningen. Det giver ro i klassen, bedre støtte til elever med særlige behov og højere kvalitet i undervisningen. Samtidig vil vi styrke både dansk, matematik og naturfag – men også de praktiske og kreative fag, hvor mange elever finder motivation og glæde.

Med Skolernes Årti har Sønderborg fået moderne rammer og bedre læringsmiljøer. Men i næste byrådsperiode skal vi have fokus på indholdet i vores folkeskole – på undervisningen, trivsel, faglighed og frihed. Det er her, vi for alvor kan løfte kvaliteten.

Vi i Venstre Sønderborg vil have en folkeskole i verdensklasse. Derfor vil vi ikke nøjes med at sammenligne os med de sønderjyske nabokommuner – vi vil måle os med de bedste kommuner i Danmark. Vores børn fortjener de bedste muligheder, og vi tror på, at Sønderborg kan vise vejen med en skole, hvor faglighed, trivsel og frihed går hånd i hånd.

Læs også...  Debat: Det er dog mageløst ….. velfærdsstaten i tredje potens?

GÅET GLIP AF .. ?