Mogens Jensen, Sønderborg, skriver:
Vi har et fantastisk havnemiljø, som er med til at gøre Sønderborg til noget helt specielt sammenlignet med andre østkystbyer. Fra Sdr. Havnegade kigger vi over mod de lave huse på Sundgade, Dybbøl Banke og Dybbøl Mølle. Fra Sundgadekvarteret er der en fantastisk udsigt til slottet og bymidten. Et historisk miljø mellem Chr. X’s bro og slottet, som vi for alt i verden skal bevare.
Det er imidlertid besluttet at udvikle Sundgadekvarteret til boligformål. Det står i ’Udvikling af Sundgade’ som blev vedtaget af Byrådet i april 2023. Men trods gentagne forsøg har projektet ingen interesse blandt investorerne. Der er ikke økonomi i det, hedder det. Blandt andet fordi der ikke må bygges et tilstrækkeligt antal nye boliger.
Det nyvalgte byråd bør gentænke planerne for Sundgadekvarteret. Det er ikke en nødvendighed, at der skal bygges nyt, lige netop på Sundgade. Jeg frygter, at det nye byråd falder for fristelsen og løser sagen ved at tillade, at der må bygges endnu flere boliger. I værste fald, at der må bygges højhuse, f.eks. som på havnene i Aarhus, Horsens og Vejle. Et højhusbyggeri til gavn for kommunekassen og for de få, men til skade for os alle, for vores efterkommere og ikke mindst til skade for byens særkende, det historiske havnemiljø.
Jeg håber i stedet, at byrådet viser, at i Sønderborg har vi allerede bygget nyt, højt og flot, nemlig nord for Chr. X’s Bro ud mod Verdens Ende. Men at vi samtidig bevarer vores særkende, det historiske havneområde syd for Chr. X’s Bro ned mod slottet. Jeg foreslår, at byrådet ændrer Sundgadeprojektet, så der slet ikke bygges nye boliger, selvom kommunen derved mister et salgsprovenu. Jeg foreslår, at vi i stedet investerer i at bevare og fremtidssikre et åbent rekreativt kajområde på Sundgade – til gavn for alle kommunens borgere og byens gæster.



