Debat: Husk at sætte penge af til cykelstien hen over Drejet

Debat: Husk at sætte penge af til cykelstien hen over Drejet
Foto · af: Bo Bach Jensen

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

De fem Landsbylaug på Sydals skriver til byrådspolitikerne:

Fjorten dage er nu gået, siden vi mødtes med jer, forvaltningen og en overvældende mængde engagerede borgere i Kegnæs Forsamlingshus. Vi var omkring 200 fremmødte, der stod tæt langs væggene, i indgangspartiet og påtrappen ned til salen.

Det vidner om massiv interesse for at få gjort den dobbeltrettede cykelsti hen over Drejet færdig – vores eneste vejforbindelse mellem Als og Kegnæs.

Det var på mange måder et godt møde. I var jo enige med os i det helt centrale: Færdiggørelsen af den dobbeltrettede cykel- og vandresti er den eneste rigtige og trafiksikre løsning for både den bløde og den hårde trafik.

Men mødet efterlod os også med en stor bekymring. I lovede intet. Der blev end ikke taget et officielt referat. Derfor gentager vi nu mødets enslydende og klare budskab: Færdiggørelsen af den dobbeltrettede cykelsti over Drejet skal udføres nu. Det har været lovet i 9 år. Det handler om sikkerhed, tryghed og fremkommelighed.

Vi ved, at det ikke er en nem teknisk opgave. Men vi har fuld tillid til, at dygtige fagfolk kan løse den. Vores reelle bekymring handler derimod om den politiske vilje og økonomien.

Ved de forestående budgetforhandlinger opfordrer vi jer til at sætte de nødvendige penge af til både projektering og fuld gennemførelse af opgaven i 2027. Det vil samtidig være første gang i en årrække, at der reelt sættes penge af til større anlægsopgaver i Sydals.

Vi forventer, at I omsætter jeres verbale opbakning fra borgermødet til konkret handling i det kommende budget.

Læs også...  Læserindlæg: Beskyttelsesrum – et fremtidsperspektiv

GÅET GLIP AF .. ?