Lokalhistorisk Arkiv i Sønderborg, skriver:
Dybbøl Banke har altid været mere end et sted, hvor krigshistorien har sat sine spor. I en lille artikel fra omkring 1852-53 beskrives landskabet med en blanding af historiske minder, naturglæde og nationalfølelse. Det er et fascinerende blik på Dybbøl og Sundeved i årene efter Treårskrigen.
På det tidspunkt blev Dybbølbjerg beskrevet som den østlige højderyg af Sundeved. Fra højdedraget var der en vid udsigt over Alssund, Als, Sønderborg og det omkringliggende landskab. Højden blev angivet til 229 fod – svarende til omkring 75 meter, selv om det højeste punkt i dag måles til 68 meter.
Den store sten
På skråningen lå den store Degger- eller Barsten. Ifølge den gamle beskrivelse målte stenen omkring 18 alen i længden, 12 alen i bredden og otte alen i højden. Et lokalt sagn fortalte, at en jættekvinde havde slynget stenen fra Als til Sundeved i sit hårbånd efter en troløs bejler.
Fra toppen af stenen åbnede der sig en imponerende udsigt. Mod nord og øst kunne man se langt ud over landskabet, mens Alssund, Als, kirker, gårde, skove og herregårde dannede et levende panorama.
Blikket kunne blandt andet følge Als med Sandbjerg Slot, Arnkildskoven, Rønhave og Sønderborg. Sønderborg Slot beskrives som et massivt og ikke just skønt slot, der på daværende tidspunkt fungerede som kaserne. Mod syd kunne man se Sønderskov og helt ud mod Østersøen.
Længere inde i landskabet kunne man se Augustenborg Fjord og Augustenborg Slot samt kirker og landsbyer længere mod syd. Forfatteren konstaterede, at udsigten fra Dybbølbjerg hørte til blandt de videste i landet.
Dybbøl efter krigen
Når blikket vendtes mod selve Dybbøl, beskrives landsbyen som en samling gårde og huse, der bredte sig omkring landevejen og ned mod Vemmingbund. De tre kæmpehøje, Galgehøjene, lå på bakkekammen. Navnet skyldtes, at der tidligere havde stået en galge på en af højene. Området var også kendt fra slaget den 5. juni 1848.
Forfatteren fortæller, at Dybbøls beboere var driftige og velstående, især blandt gårdmændene. Krigens tab var ifølge beskrivelsen efterhånden blevet overvundet. Samtidig blev befolkningen karakteriseret som mennesker, der holdt fast ved det gamle, ikke talte unødigt meget, men gerne krydrede samtalen med spøg og lune.
Sporene efter krigen var dog stadig tydelige. De gårde, der var blevet brændt, var genopført, men landskabet havde mistet mange af sine gamle træer og levende hegn. De var blevet ødelagt under kampene, blandt andet fordi hegn og diger blev fjernet for at gøre det lettere for soldaterne at angribe.
Dybbøl Mølle var genopført
Også Dybbøl Mølle var blevet genopført efter krigen. Den nye mølle beskrives som en prægtig bygning, grundmuret indtil kappen og med kobberbeklædning foroven – og ifølge den gamle tekst var den endda mere anselig end den tidligere mølle.
Af de mange skanser var der derimod kun svage rester tilbage. Nogle steder kunne man stadig se spor efter batterier og befæstninger, mens især de to brohoveder på Als-siden var bevaret. Samtidig blev der arbejdet med planer om nye befæstninger på Dybbøl Banke.
En sten skulle blive et nordisk mindesmærke
Den store sten på Dybbøl Banke havde på dette tidspunkt fået en helt særlig betydning. Det Skandinaviske Selskab havde købt stenen med et stykke jord omkring den og ønskede at bruge stedet til et nordisk mindesmærke.
En af ideerne var at forvandle stenen til en hvilende løve – et symbol på den kraft, som forfatteren mente lå i det danske folk. En anden mulighed var at rejse stenen og forsyne den med navnene på faldne helte og angive de vigtigste kampdage.
Den stærkt nationale tone – at ville staae og falde – med Løven askegraa – fortæller samtidig meget om tiden. Teksten er skrevet få år efter Treårskrigen og bærer tydeligt præg af både krigsminder og ønsket om at fastholde Dybbøl som et nationalt symbol.
Et øjebliksbillede fra 1850erne
Den ukendte forfatter til artiklen kan ikke identificeres. Skriftet blev udgivet af Det Berlingske Trykkeri, og tidspunktet vurderes til omkring 1852-53. En vigtig indikation er omtalen af planer om tre nye skanser på bakkekammen, hvilket stemmer med Ingeniørkorpsets plan fra 1853 om tre permanente forter på Dybbøl Banke.
Mere end 170 år senere giver teksten et interessant indblik i, hvordan Dybbøl og Sundeved blev oplevet kort efter krigen. Dengang var landskabet stadig præget af ødelæggelserne, men samtidig var genopbygningen i gang.
Og midt i det hele stod den store sten på Dybbøl Banke – med udsigt over et landskab, som forfatteren oplevede som et af de smukkeste og videste i fædrelandet.
