I hjemmeplejen ser vi det tydeligt: Presset er alt for stort, tempoet for højt, og nedskæringerne har gjort, at man ofte står alene i situationer, hvor man burde være to. Det føles som akkordarbejde på timeløn. Når man ikke får lov til at yde den omsorg, man er uddannet til – den pleje, man ved borgeren fortjener – så slider det på både krop og sjæl. Resultatet er omsorgstræthed.
Medarbejderne i ældreplejen er ikke robotter. De er mennesker, der brænder for at gøre en forskel. Mange tror, det handler om løn – men for de fleste handler det mere om følelsen af ikke at slå til, fordi rammerne ikke giver plads til faglighed, nærvær og ordentlighed.
Sundhedspersonalet er nogle af de mest omsorgsfulde mennesker, jeg kender. De går på arbejde hver dag for at give tryghed, varme og værdighed til andre. Men de skal også kunne se sig selv i spejlet, når de går hjem efter endt vagt. Og det er svært, når man igen og igen må skynde sig videre, før man er færdig med det menneske, man lige var i gang med at hjælpe.
Borgerne roser personalet – og det betyder alt. Men fra systemet hører de ofte kun: ’I skal gøre det bedre, hurtigere og billigere’. Det slider. Og når de oveni er udsat for konstant smitterisiko, for eksempel ved influenza og andre sygdomme, giver det naturligvis et højere sygefravær – noget, man burde forstå, i stedet for at bruge imod dem.
Ifølge NB-Ældre 15. maj 2025 vil der i 2030 mangle 151 SOSU’er for at kunne dække behovet i ældreplejen. Men det tal bliver endnu værre, hvis vi ikke formår at fastholde dem, der allerede er i faget.
Det kræver faglig indsigt for både politikere og chefer, når de skal repræsentere ældreplejen. Chefstillinger er ofte besat af akademikere med økonomisk og strategisk forståelse, men uden dyb indsigt i hverdagen i plejen. Det kan være en udfordring.
Vi skal skabe en ældrepleje, hvor fagligheden er høj, og hvor mennesker kan holde til at være omsorgsfulde – hele arbejdslivet. Det kræver respekt for faget, tillid til medarbejderne og ledere, der forstår virkeligheden i ældreplejen.
