Byrådskandidat Jørgen Jørgensen, SF, skriver:
Det er godt at høre, at udlicitering ikke er et mål i sig selv for Slesvigsk Parti. Men når Stephan Kleinschmidt samtidig tilkendegiver, at opgaven skal løses til den laveste pris og bedste kvalitet, så lyder du som et ekko af Liberal Alliance, hvis løsning på alt er konkurrence-udsættelse og dermed udlicitering. I SF havde vi håbet, at Slesvigsk Parti havde lært af den fejlslagen udlicitering af rengøringen. Glemt er tilsyneladende de mange medarbejdere i den kommunale rengøringsenhed, der tæt på pensionsalderen blev afskediget, fordi den private aktør kunne gøre det billige. Og, ved vi nu, med en ringere kvalitet.
I SF undrer vi os. Hvad er egentlig Slesvigsk Parti for en størrelse? Har de en ideologi? Eller har de en målsætning? Eller er de bare et populistisk parti, der følger en folkestemning?
Egentlig er de vel et alter ego af Radikale Venstre, som jo har tradition for at kunne til begge sider. Kleinschmidt har jo været radikal folketingskandidat. Så tanken er nærliggende. Om de radikale, har Svend Auken en gang sagt, at lave aftaler med dem, er som at sømme budding op på en væg.
Nu stiller Slesvigsk Parti så op til det kommende valg med Kirsten Bachmann som deres borgmesterkandidat. Skal deres hede drøm om at få borgmesterposten i Sønderborg, ligesom de har fået i Tønder, kan det kun ske med sammen med de borgerlige efter valget.
Dermed har de så endelig afsløret sig som det borgerlige parti, de er. Det tog noget tid, men kan ikke mere skjules. Borgmesterdrømmen kræver at Slesvigsk Parti vælger side, den borgerlige.
Skal drømmen går i opfyldelse, kan det kun blive på bekostning af, at det mangeårige samarbejde med Socialdemokratiet er slut.
Det bør vælgerne vide.


