Lige for tiden er der forrygende travlt i Destilleriet Als og det er flasker med private labels i massevis, der sendes ud til kunderne.
“Blandt andre har Krusmølle bestilt nye likører med deres egen label og de skal leveres hurtigst muligt”, siger Krestian Muusmann fra destilleriet til Nært & Nyt og fortæller videre, at der sendes godt 10.000 flasker ud af døren i juli måned.
Der er bestillinger fra flere slags butikker og uddannelsesinstitutioner og også et entreprenørfirma, som alle synes, at de flasker, som de sælger eller giver i gave, skal være med deres eget logo.
“Vi får udstyr til selv at lave private labels til vores kunder og så kan et firma også komme herud med nogle medarbejdere, så de sammen kan lave den label, som de gerne vil have. Det tager ikke lang før de køre hjem herfra med flaskerne”, siger han videre, og fortæller, at det bliver muligt at lave fra en enkelt label og op til lige så mange, som det skal være.
Krestian Muusmann synes, det på alle måder går rigtigt godt for Destilleriet Als.
“Ordrene bliver større og større, så vi er i gang med at finde et andet produktionsapparat, som skal tappe på flasker. Nu er det sådan, at familie og venner kommer og hjælper, når der er rigtigt travlt, som der er nu, hvor mange virksomheder har bestilt gin, som de giver til medarbejdere, som kommer hjem fra ferie”.
“Det med at give medarbejdere gaver efter ferietiden, er noget, der kom, da vi havde Corona. Virksomhedsejere ville gerne vise hjemsendte medarbejdere, at der blev tænkt på dem”, siger Krestian Muusmann.


