FC Sønderborg fik et enkelt point med hjem fra Odder

FC Sønderborg fik et enkelt point med hjem fra Odder
Privatfoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Lørdag eftermiddag var der lagt op til en intens dyst, da FC Sønderborg gæstede Spektrum Odder for at møde Odder IGF, som regnes for et af puljens bedst spillende hold. Solen skinnede over banen, og de mange tilskuere fik en kamp, der bød på både flot spil, store chancer og høj dramatik til sidste minut.

Hjemmeholdet fik den bedste start og bragte sig foran allerede efter fire minutter. Odder fortsatte presset og kunne i kampens indledning have udbygget føringen, men stærke redninger af FC Sønderborgs målmand Tomáš Papiernik holdt gæsterne inde i opgøret, skriver FC Sønderborg.

Efter et kvarter fik Sønderborg arbejdet sig ind i kampen, og udligningen faldt i det 12. minut. Theo Baxter leverede en præcis aflevering til Kasper Jørgensen, der sparkede bolden i mål til 1-1. Resten af halvlegen var jævnbyrdig med muligheder i begge ender, men uden yderligere scoringer.

Anden halvleg bød på en række dramatiske situationer. Odder pådrog sig to gule kort og måtte i en periode spille med blot ni mand. Sønderborg pressede på og havde flere store chancer, men det var hjemmeholdet, der igen fandt vej til nettet. Efter en times spil bragte Odder sig foran 2-1 i en situation, hvor gæsterne ellers havde overtal.

Sønderborg svarede dog hurtigt tilbage. I det 66. minut spillede Kasper Jørgensen sin holdkammerat Alexander Damsgaard Hansen fri, og han udlignede til 2-2. Kort efter troede sønderborgenserne, at de var kommet foran, men linjedommeren underkendte scoringen, da bolden ifølge dommertrioen havde krydset baglinjen.

Da kampen gik ind i slutfasen, lignede det alligevel en Sønderborg-sejr. Med tre minutter tilbage spillede Damsgaard bolden videre til Ardit Murati, som sikkert scorede til 2-3. Men dramaet sluttede ikke der. I overtiden tilkendte dommeren Odder et straffespark, og hjemmeholdet udnyttede muligheden til at sikre 3-3 og pointdeling.

Dermed måtte FC Sønderborg nøjes med ét point efter en intens kamp, hvor holdet viste både moral og vilje mod en stærk modstander.

Læs også...  Fandt flere penge til færgen Bitten

GÅET GLIP AF .. ?