FC Sønderborg tabte 2-0 i Bredballe efter tæt opgør

FC Sønderborg tabte 2-0 i Bredballe efter tæt opgør
FC Sønderborg mod Bredballe IF. Privatfoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Lørdag eftermiddag gæstede FC Sønderborg et velspillende Bredballe IF i en kamp, hvor hjemmeholdet trak det længste strå med en 2-0 sejr. Kampen blev spillet i klassisk efterårsvejr med tunge forhold og vind langs banen, som gjorde det vanskeligt for begge hold at finde rytmen.

Allerede efter fire minutter bragte Bredballe sig foran 1-0 efter et hårdt pres, hvor FC Sønderborg ikke fik clearet bolden tilstrækkeligt. Sønderborgenserne fik dog hurtigt arbejdet sig ind i kampen og stod bedre i organisationen. Efter et flot opspil sendte Adis Murati bolden ud til Ardit Murati på kanten, som lagde et skarpt indlæg ind i feltet – desværre uden scoring, skriver FC Sønderborg.

Som halvlegen skred frem, kom FC Sønderborg mere med i spillet og fik skabt flere muligheder, blandt andet et hjørnespark, hvor vinden var tæt på at snyde hjemmeholdets keeper, da bolden snittede overlæggeren. Kort efter fulgte endnu en stor chance, men bolden ramte sidenettet, og pausen blev nået med 1-0 til Bredballe.

Efter pausen fortsatte kampen i et højt tempo. Frederik Meilandt i FC Sønderborg-målet diskede op med flere gode redninger, men presset fra hjemmeholdet tiltog. I det 59. minut fik Adis Murati et gult kort for en forseelse, der tidligere var gået upåagtet hen – og FC Sønderborg måtte i ti minutter spille i undertal.

Midt i den hektiske fase måtte Jacob Steensbeck-Vest desværre udgå med en skade, og få minutter senere blev en opspilsfejl straffet hårdt, da Bredballe udnyttede chancen til at gøre det til 2-0.

Mod slutningen havde FC Sønderborg flere muligheder for at reducere, blandt andet på et hjørnespark, hvor bolden blev reddet på stregen, men det lykkedes ikke at få bolden over mållinjen.

I omklædningsrummet var stemningen præget af skuffelse, men også af sammenhold og en tro på, at holdet rejser sig hurtigt.

Næste kamp: FC Sønderborg – Aabenraa BK, tirsdag den 21. oktober kl. 19.00 på LINAK Arena.

Læs også...  Trådte på odder indtil den døde

GÅET GLIP AF .. ?