For Kristendemokraterne er familien en mærkesag

For Kristendemokraterne er familien en mærkesag
Spidskandidat Poul Harald Holm. Pressefoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

For Poul Harald Holm, der er spidskandidat for Kristendemokraterne, KD, er det ikke første gang, han stiller op. Han har tidligere stået på valglisten for at samle stemmer ind til partiet.

“Jeg stiller op igen, fordi jeg ikke kan lade være – og i de mellemliggende år har jeg været en del af landsbylauget, HAN, hvor vi har arbejdet med udvikling af vores landsbyer”, siger Poul Harald Holm til Nært & Nyt.

“Nu brænder jeg for at komme til at arbejde med udvikling i hele kommunen, fordi det er vigtigt, at folk også har lyst til at bo udenfor Sønderborg by”.

“Vores landsbylaug, HAN,  skal have nogle snakke med boligforeningerne for at høre, om de vil bygge almennyttige boliger ude hos os. På den måde kan ældre komme ud af deres huse og over i noget mindre – og der bliver plads til, at børnefamilier kan bo i landsbyerne”, siger spidskandidaten. Han tilføjer, at der næsten ikke er tomme boliger i Hundslev, Almsted og Notmark.

På skoleområdet ønsker KD igen at prioritere SFO og klubber, som blev ladt i stikken i 2013. Her savnes den pædagogiske ledelse.

“Klassekvotienten i skolen skal ned på 24, så elever fordeles mere ligeligt på skolerne. Vi ønsker kortest mulig skoledag og dermed mere undervisning med to voksne. Årgangsteams skal styrkes for at sikre holddeling og differentiering. Pilotprojektet med skolemad støttes, og alle muligheder skal undersøges: Delvis brugerbetaling, tilskud ved behov, frivillige kræfter eller kommunale samarbejder”, siger Poul Harald Holm og supplerer.

“Vi ser fri- og privatskoler som værdifulde og supplerende tilbud, der skal have lige adgang til kommunale faciliteter. Hvis en folkeskole lukkes, bør kommunen støtte oprettelsen af en friskole for at sikre lokalt liv og er det ikke muligt, så skal der være noget andet, der kan styrke sammenhængskraften”.

Offentlig transport

Der er meget langt mellem busserne i landsbyerne, hvis der i det hele taget kommer en.

“Der blev tidligere sat nogle landsbybusser ind, men for at de skal kunne blive en succes, så skal der være nogen, som kører dem og man skal tænke ind, hvem de skal køre med. Og som det er med alt nyt, så skal landsbybusser have tid til at finde deres rolle”, siger Kristendemokraternes spidskandidat.

Den store mærkesag er et familieudvalg

Kristendemokraterne mener, at Sønderborg Kommune må tage næste skridt, hvis den nye børne- og familie politik skal blive til mere end smukke ord. Derfor foreslår de at oprette et Familieudvalg, der får ansvar for at tænke og koordinere den samlede familiepolitik – på tværs af udvalg, forvaltninger og fagområder. Her skal kommunens direkte arbejde med familien naturligvis også samles.

“Familien er den første og vigtigste institution i samfundet. Det er her, værdier, ansvarsfølelse og fællesskab grundlægges. Men familien handler ikke kun om børnefamilier. Det handler også om de unge, der står på egne ben, forældrene midt i arbejdslivet og de ældre generationer, som stadig spiller en central rolle i familiens liv. En stærk familiepolitik skal rumme alle livsfaser – fra vugge til alderdom”, siger Poul Harald Holm.

“I dag træder kommunens familieindsats først for alvor i kraft, når problemerne melder sig eller er vokset sig store. Kristendemokraterne ønsker at vende den logik på hovedet. Vi skal forebygge frem for at reparere – støtte familierne tidligt, i stedet for at reagere sent”.

Kirsten Bachmann som borgmester

Kristendemokraterne er i valgforbund med Slesvigsk Parti og Moderaterne.

“Og vi peger på Kirsten Bachmann som borgmester”, siger Poul Harald Holm.

Læs også...  Grøn Trepart: Nye aftaler gavner natur, klima og vandmiljø

GÅET GLIP AF .. ?